Fortsæt til indhold

Brystcafé hjælper kvinder videre

I Brystkræftcaféen støtter de ikke bare brysterne - de støtter hinanden, når angsten kryber ind og tankemylderet melder sig

Samfund
Annette Schmidt

“Her i caféen kommer vi, som vi er. Vi kan komme og være grimme uden hår og makeup, hvis vi vil. Vi kan grine og vi kan græde. Vi møder andre, som har eller har haft brystkræft, og som forstår, uden du skal forklare en hel masse,” fortæller Marianne Hilstrøm, der er tidligere brystkræftramt og bruger af Brystkræftcaféen Horsens.
Marianne Hilstrøm fik konstateret brystkræft i 2010. Hun måtte igennem både operation, kemoterapi og rekonstruktion af det ene bryst. Hun har været bruger af brystcaféen de sidste fem år. I starten brugte hun caféen meget. I dag, hvor hun er rask, bruger hun den stadig, men mere sporadisk.
“Jeg følte mig så velkommen, da jeg kom derned helt alene første gang, og blev mødt af knus og kram. I caféen er der ingen tabuer, og det er rart. Vi kan tale med en af de frivillige på tomandshånd om vores problemer og bekymringer, hvis vi ikke har lyst til at tale om det foran alle andre. Vi taler også om senskader og bivirkninger af hormonbehandlinger, som vi er mange, der får bagefter. Så der er også noget for os, der er blevet raske,” siger Marianne Hilstrøm med et stort smil og masser af liv i øjnene.

Stort behov for at snakke

Grethe Bjerregaard er daglig leder og en af de to initiativtagere til Brystkræftcaféen Horsens.
Efter operation og behandling vendte hun tilbage til sit arbejde som selvstændig frisør. Her oplevede hun, at kunder, der selv blev ramt af brystkræft, havde noget, de gerne ville tale med hende om, når de kom i salonen. Ofte kunne kvinderne bare ikke tale om det i det offentlige rum, som en frisørsalon er. Derfor ringede de tit Grethe Bjerregaard op efter arbejdstid, med spørgsmål til hendes erfaring med brystkræft.
Netop det behov fik Grethe Bjerregaard til, sammen med en anden brystkræftramt kvinde, Helle Hermansen, at tage initiativ til at starte Brystkræftcaféen. Til november er det 10 år siden.
“Helle og jeg havde børnebørn, der gik i samme klasse og de blev konfirmeret sammen. Henne i kirken kontaktede jeg Helle og sagde, at jeg gerne ville tale med hende om at starte en café for brystkræftramte kvinder,” siger Grethe Bjerregaard, der fik bekræftet behovet for et sted at mødes og hun anbefaler kræftramte i andre byer at gøre kunsten efter.

Marianne Hilstrøm viser gerne andre brystkræftramte kvinder, hvordan hendes bryst ser ud efter rekonstruktionen, hvis behovet er der. Foto: Annette Schmidt

Flere aktiviteter

“Det er forskelligt, hvor mange, der kommer til arrangementerne og caféaftnerne. Nogle gange er vi 20, andre gange 10 eller 5. Jeg har til gengæld oplevet mange af disse caféer i andre byer lukke og slukke efter et år eller to. Caféen i Horsens har overlevet, fordi vi varierer vores aktiviteter meget, så vi udover caféaftner også har foredrag og temaaftner,” forklarer hun.
I september valgte brugerne af brystkræftcaféen at lave en 'Walk and Talk'.
Kvinderne gik simpelthen en tur, mens de talte sammen. Det giver en anden måde at være sammen på og tale sammen på, da samtalen bliver mere uformel under en gåtur.
Af kommende arrangementer i caféen, kan nævnes et foredrag med den kinesiske læge Billy Huang, der har mere end 30 års erfaring som behandler. Efter nytår varierer programmet med så forskellige temaer som fysioterapi, zoneterapi, mindfullness, smykker, makeup, stil og farver, når stylist Sonja Tinggaard lægger vejen forbi.

Vær dig selv

For Marianne Hilstrøm er det vigtigt at få frem, at du kan komme og fortælle om dig selv, din sygdom og dine problemer, også de sorte tanker, hvis du vil. Men, du kan også komme og være stille og ikke sige noget, hvis det er det, du har brug for.
“Hvis du har brug for hjælpen, så kan du hente den. Det er et fantastisk netværk og her er der plads til alle,” slår Marianne Hilstrøm fast, inden hun fortsætter:
“Vi støtter hinanden i at takle angsten, der stikker sit grimme ansigt frem med jævne mellemrum. Og i at rumme den usikkerhed, der ofte sniger sig ind, når du som kvinde får stillet diagnosen brystkræft. For ikke at tale om følelsen af mistet kvindelighed, som mange brystkræftramte kvinder oplever, når de får fjernet et bryst,” siger hun.
Nogle brugere af caféen har brug for støtte, når de har været igennem sygdomsforløbet og er blevet erklæret raske.
“Det fysiske fylder meget i forløbet med strålebehandling, kemoterapi og operation. En dag er du rask, og så bliver der plads til det psykiske, der måske er trængt i baggrunden. Vi oplever ofte, at når en kvinde bliver erklæret rask, og lægerne ikke tjekker hende hele tiden, kan det være meget skræmmende. Hun kan føle sig fuld af energi og overskud, for derefter at gå helt ned med en depression,” siger Grethe Bjerregaard.

Klædt på til opgaven

Frivillige i cafeen bliver godkendt af Kræftens Bekæmpelse og har alle været på kurser hos netop Kræftens Bekæmpelse i 'den svære samtale', og deltager løbende i kurser. Derfor føler de frivillige sig godt klædt på til at lytte, støtte og rådgive andre kvinder, der har eller har haft brystkræft.
Brystkræftcaféen er kun for brystkræftramte kvinder og mænd er forbudt adgang. Sidste år blev der oprettet en gruppe for kræftramte mænd i Horsens. Her kan mænd med alle former for kræft mødes og støtte hinanden. Her er kvinder tilgengæld helt udelukket.
Brystkræftcaféen får midler fra fonde, loger og foreninger. Enkelte arrangementer og foredrag i Brystkræftcaféen er for alle. Hele programmet kan læses på Horsens Sund Bys hjemmeside under Brystkræftcaféen Horsens. Grethe Bjerregaard kan kontaktes på 40 53 02 24.