Kæmpe “Knæk Cancer” dag
Et bankospil ’stak af’ og blev til en hel dag med aktiviteter i Vivild
En enkelt persons private initiativ med at lave et bankospil til fordel for TV2's store “Knæk Cancer”-indsamling i uge 43, er blevet til et projekt for hele Vivild. Mange gode kræfter er med i forberedelserne af “Vivild knækker cancer”, og det forventes, at det meste af byen og oplandet bakker op på selve dagen.
Startede med én persons initiativ
Det hele startede med, at Preben Gregersen satte sig for at lave et stort sponsorbankospil for “Knæk Cancer”. Ideen blev grebet af andre Vivild-borgere, der lavede en hurtig brainstorm over, hvad man ellers kunne finde på. Og derfra er det bare vokset og vokset, fortæller Peter Busk fra arrangørgruppen.
Det hele løber af stablen ved den tidligere KFK-hal og VGI-hallen lørdag 19. september, og al overskud går til ”Knæk Cancer”.
Der er 300 x rundstykker og kaffe fra klokken 8. Ud over bankospil klokken 9.30 bliver der loppemarked fra klokken 13, lokal underholdning, hoppeborg og alskens forskellige boder, som folk selv har taget initiativ til og en mini-udgave af “Stafet for livet”. Fra klokken 16 er der boder med suppe, kager, bolsjer, hjemmelavet marmelade, hårfletning, neglemanicure med mere, og fra klokken 17 sælges lasagne med salat.
Armbånd blev revet væk
Op til arrangementet har man kunnet købe et armbånd med teksten “Vivild knækker cancer” til 25 kroner pr. stk. Også her har opbakningen været kolossal, fortæller Peter Busk. Det tog to en halv time foran Brugsen at sælge de første 250 armbånd, og der måtte i hast sendes en bestilling på yderligere 300.
“Der er en stor villighed overalt, jeg er dybt imponeret over den opbakning, der er.”
200 sponsorpræmier
Preben Gregersen har selv indsamlet alle sponsorpræmier. Det er blevet til cirka 200 fra hele Norddjurs, heriblandt en Kähler-vase, et frisørbesøg og et besøg hos en negletekniker. Bankospillet forventes at vare i tre eller måske fire timer.
Borgmester Jan Petersen skyder “Stafet for livet” i gang klokken 17. Første runde er Fighter-runden for mennesker, der enten er helbredt for cancer eller som er i behandling. Derefter er banen åben for alle, enten på cykel eller til fods. For hver omgang gives et beløb til “Knæk Cancer” af sponsorer. Hvis ikke man har fået sig tilmeldt et hold endnu, er der stadig mulighed for at melde sig på byholdet, også på dagen, fortæller Peter Busk.
Som afslutning på arrangementet tændes lysposer i en mindestund. Salget af lysposer er i gang, og prisen er 25 kroner pr stk.
“De skaber rammen om fællessang og tid til tanker på dem, vi har mistet til kræften.”