Fortsæt til indhold

Modelfly på Hinnerup Messen

Modelflyklubben Sleipner møder op med flere modeller og er klar til en snak

Samfund
Michael Wulff

Egentlig er Viggo Jensen i Hinnerup gået på pension. Men alligevel ikke, siger programmøren, som kommer ræsende hjem for at møde FavrskovPosten.
“Mit gamle firma havde lige brug for lidt hjælp, og så må man træde til igen, selvom min hjerne har indstillet sig på noget andet.”
Viggo Jensen møder 27. september op i Rønbæk Idrætscenter, hvor den store Hinnerup Messen løber af stablen.

Amerikansk fly i loftet

Han kommer sammen med nogle af kammeraterne fra Sleipner Modelflyveklub, som denne dag holder flyene på jorden.
“Ja, vi må jo ikke flyve i hallen, men vi kan fortælle om vores modeller,” siger Viggo Jensen og trækker mig ind i garagen. Her hænger et helt specielt modelfly oppe under loftet.
“Det er en amerikansk Waco, som er født med 300 hk. Den her har dog kun halvanden,” siger Viggo Jensen.
“Det er et fly, som er rigtig god til akrobatik. Den kan foreksempel, som det eneste fly, foretage et udvendigt loop, altså hvor piloten hænger yderst.”

Næste projekt er klar på bordet. Tegningen viser Zonen's ambulancefly KZ III. Den er klar om 800 arbejdstimer.

Fløj postfly i 1930’erne

Han har oplevet originalen under en tur til USA, hvor han på en udstilling pludselig stod over for den og ham, som havde fløjet med den.
“Jeg så det originale fly på et museum derovre og gik så hen og snakkede med damen i informationen for at få lidt papir eller tegninger på den. Hun sagde 'ham, den ældre mand, som går derinde, han har skænket os flyet. Han har ejet flyet i 1930erne, hvor han fløj postfly med det.”
I 1970erne fandt manden sit fly igen som havareret vrag.
“Men så byggede han det op, som helt nyt og skænkede det til museet i Columbus, USA.”
Viggo Jensen når lige at vise mig endnu et projekt, som er på vej.
“Det her er tegningen til et KZ III-ambulancefly fra 1949. Det fløj Zonen med, men endnu er det kun en tegning her på bordet.”