Fortsæt til indhold

Borgere undrer sig over Horsens Kommune

Egebjerg-borgere føler sig dårligt behandlet på bekostning af kommunens ønske om at tiltrække nye borgere

Samfund
Jeppe Rafn

“Det kan godt være, jeg er gammeldags, men det kunne have været rart med et rigtigt brev fra kommunen, hvor der står, vi har tænkt os at tage din have,” siger Kent Holm, der bor på Gl. Egebjergvej i Egebjerg.
Han og flere naboer på vejen undrer sig over, at de ikke har fået direkte besked fra Horsens Kommune i forbindelse med vedtagelsen af en ny lokalplan, der åbner op for en udstykning med 140 nye boliger nord for Egebjerg. For at betjene det nye boligområde er det besluttet at anlægge en vej, der kommer til at gå igennem to marker og en have, som tilhører tre husejere på Gl. Egebjergvej. De kan med andre ord se frem til at få eksproprieret den del af deres ejendomme, hvor den nye vej skal gå.

Frustrerede

“Vi er meget frustrerede over, at vi ikke har fået besked, men har måttet læse om det på internettet. Kommunen har mere travlt med at informere offentligheden end os, der er direkte involverede. Det er uanstændigt,” mener Birte Christensen, der ligeledes bor på Gl. Egebjergvej.
Birte og hendes mand Søren Christensens gård har i mange generationer tilhørt familien, ligesom flere andre gårde på vejen er gået i arv igennem generationer. Her har de haft adgang til mosen og fri udsigt over markerne mod nord. De kan se fiskehejre og rådyr, men frygter, at dyrelivet bliver ødelagt af den nye vej, der skal gå igennem mosen.
“Kommunen sælger den nye udstykning på dens herlighedsværdi for at tiltrække nye borgere, men det sker på bekostning af vores herlighedsværdi. Os, der har kunnet se mosen i 100 år, får afskrevet den, og vi får tilmed en vej igennem vores marker og have,” lyder det fra naboerne på Gl. Egebjergvej.
“Vi ønsker ikke at stoppe fornyelse, men hvorfor ikke finde en løsning i fællesskab? Det burde ikke være så svært for kommunen at invitere os til et kaffemøde.”

Vej nord om mosen

De berørte beboere mener, at det nye boligområde i stedet med fordel kunne være betjent af en vej, der går nord for mosen.
“Horsens Kommune har åbnet en butik i Aarhus for at tiltrække nye borgere. Man vil gerne have nye borgere fra Aarhus, og for dem der arbejder i Aarhus, vil det være mere naturligt og kortere at køre nord om, i stedet for at de skal ned igennem byen og forbi skolen for at komme på motorvejen,” siger beboerne på Gl. Eegbjergvej og tilføjer, at børnene i det nye boligområde kan cykle i skole.
Vejen nord om for mosen giver ifølge beboerne endnu mere mening, når man tager i betragtning, at de 140 nye boliger blot er første del af en større udvidelse nord for Egebjerg, hvor der er planer om i alt 450 nye boliger.