Fortsæt til indhold

Havemand med vokseværk

Carsten Juul fra Ulstrup vil passe endnu flere planter og udvider forretningen

Samfund
Kian Johansen

63-årige Carsten Juul fra Ulstrups kærlighed til planter og blomster blev vakt til live allerede som barn.
"Jeg passede doktorens og skolelærerens have, den gang i Brabrand, det er mere end 50 år siden," husker Carsten Juul, der i 15 år har arbejdet som havedesigner. I firmaet er også hustruen Elsebeth.
"I dansk Havedesign har jeg arbejdet som havekonsulent, lavet havetegninger, havebesøg og haveprojekter overalt i det østlige Midtjylland. I Århus er jeg havekonsulent for alle de kolonihaver, der er med i Dansk Kolonihaveforbund, 3500 haver i alt," fortæller den tidligere sælger for Gasa i Århus og sælger af planter og grønt gennem 20 år.
Nu vil han også tilbyde haveservice. Det er han blevet opfordret til, af flere kunder.
Det betyder for eksempel pasning af haven og krukkerne når man er på ferie. Og alt inden for almindelig vedligeholdelse, pasning af haver og så videre året rundt, fortæller han, inden turen går til sansehaven på Hjernecenter Syd i Tinglev, Sønderjyllands svar på Hammel Neurocenter.
"Det er mit svendestykke. Jeg vandt konkurrencen om at bygge sansehaven dernede og den er jeg utrolig stolt af, at have etableret," lyder det.