Alle skubber angsten for døden væk

Gravet ned i sneen og med sin rygsæk presset hen over hovedet ligger Jesper Erlandsen helt alene og lytter.
Året er 1999. På vej op ad Mount Everest overrasker en storm den danske bjergbestiger, som må grave sig ned i ly.
Fem timer skal der gå, før han kan grave sig fri igen.
I timerne foretager Jesper Erlandsen sig én ting. At lytte til stormen. Var den ved at løje af? Nej, den blev værre? Nu blev det da lidt bedre?
"Når du ligger der, lever du kun i nuet. Fortid og fremtid er slet ikke inde i dit hoved. Også når du går op ad bjerget, er den eneste tanke i dit hoved at sætte det ene ben foran det andet", fortæller Jesper Erlandsen efter at have set filmen 'Everest', som er baseret på virkelige hændelser.
En majdag i 1996 begiver et hold sig af sted til Mount Everest med Rob Hall som guide. På det tidspunkt er Mount Everest åbnet for kommerciel bjergbestigning, hvor professionelle bjergbestigere får knap så rutinerede op og ned fra den forjættede tinde.
Men i 1996 går tingene ikke som planlagt, og det koster otte tragiske dødsfald på bjerget.

Flaskehals og frostskader

Jesper Erlandsen, Gentofte-borger og ejer af 'Rulleski & Langrend' på Onsgårdsvej, har siden 1970'erne besteget bjerge. I 1999 skulle han nå det ypperste mål inden for bjergbestigning, Mount Everest. 300 meter var han fra at nå toppen, da en storm ramte.
"Den var så kraftig, så da den endelig stoppede, handlede det bare om at komme ned så hurtigt som muligt", siger han.
To år efter vil Jesper Erlandsen gøre forsøget om med en gruppe amerikanere. Men igen må han 300 meter fra toppen give op. Over radioen får han at vide, at samtlige i hans gruppe er blevet ramt af højdesyge, fordi de er gået for hurtigt op. Da han hører den melding, falder hans krop sammen, og han vil bare ned.
Højdesyge er den primære årsag til, at folk stopper før tinden eller dør på vejen derop, idet sygen først forårsager vand i lungerne, for senere at føre til væskeudtrædninger i hjernen.

Kommercielle kræfter

Året 1996 med de otte tragiske dødsfald, husker Jesper Erlandsen tydeligt.
"I miljøet var den gængse holdning, at ulykken skyldtes, at det var blevet for kommercielt. For mange på bjerget var blevet rige mennesker, der kunne betale store summer i forventningen om at stå på toppen af Mount Everest, uden at have gjort sig ordentlig klart, hvad det krævede. Både med risiko for at blive ramt af højdesyge eller vejret ville forhindre dem", siger han.
Som en ekstra krølle har Mount Everest kun et vejrvindue på 1-2 dage om året, hvilket skaber trafikprop på bjerget, hvor alle skal nå op og ned igen på samme tid. Og med lange rækker af personer, bliver der hurtigt skabt flaskehalse og timelange køer med risiko for udmattelse, nedkøling, frostskader - og ikke mindst uheld.
Turning point på Mount Everest er altid kl. 14, idet risikoen for storme herefter er større samt eftermiddagsvarmen kan udløse laviner. I 'Everest' bliver netop dette turning point afgørende.
Selv har Jesper Erlandsen ikke længere et mål om at nå toppen for tredje gang.
"Filmen er en light-version af livet i basecamp, hvor du i virkeligheden røvkeder dig. I næsten to måneder går dagen med at stå op, spise, se om vejret er til bjergbestigning, hvilket det tit ikke er, så læse en bog, frokost, læse lidt mere, så aftensmad og så i seng. Det er bestemt ikke glamourøst. Jeg bliver næsten bare træt ved tanken om at gøre et tredje forsøg", siger han.

Dødsangst skubbet væk

Inden folk begiver sig op, skriver de under på, at de bliver efterladt, hvis de dør deroppe. Trods risikoen for enten at styrte i en gletscher-sprække, forfryse eller få højdesyge, har Jesper Erlandsen aldrig mærket en dødsangst.
"Alle deroppe tænker sig selv som verdensmestre og skubber angsten for døden væk, selvom man ser folk omkomme. Engang var der en italiener, som jeg gentagne gange havde sagt skulle gå ned, der døde i mine arme på grund af højdesyge. Men når folk får højdesyge, tænker de ikke længere klart, og de er lige så svære at tale til fornuft som fulde mennesker", siger han.
Det menneskelige overskud er også væk på vej op ad bjerget.
"Man er så træt, at man bliver en kæmpe egoist, fordi du simpelthen ikke har energi til at tænke på andre end dig selv".

Kroppen skriger

Selv den mest trænede bjergbestiger kan blive ramt af højdesyge, og den dag i dag ved læger ikke, hvorfor højdesyge rammer nogle og ikke andre.
Derudover er det unaturligt for kroppen at bevæge sig oppe i de højder. Allerede når man passerer 5.800 meter, begynder kroppen langsomt at dø, hvor hår og negle stopper med at gro. Når du begiver dig længere op i højderne, begynder kroppen at skrige efter ilt.
"Det højeste, jeg har været, var i 8.500 meter, hvor mine vejrtrækninger og ben gjorde så ondt, at det slet slet ikke var sjovt længere. Jeg har stor anerkendelse for dem, som klarer den helt op til toppen, fordi det er virkelig en stor bedrift", siger Jesper Erlandsen.

På to-do-listen

I 1970'erne, hvor Jesper Erlandsen startede med at klatre, var det en helt anden slags mennesker, som besteg bjerge. Du var ikke i tvivl, hvis du mødte dem på gaden, fortæller han. Modsat i dag, hvor folk i jakkesæt og stiletter lige så vel kan have besteget Mount Everest.
"For nogle er det blevet en ting på deres to-do-liste. Det er lidt ærgerligt, for det burde være lidenskaben for bjergbestigning, hvor vejen derop er målet, frem for at krydse af, at de har stået på toppen af Mount Everest", siger Jesper Erlandsen.
Selvom han aldrig skal bestige Mount Everest igen, tager han stadig til Nepal for at bestige deres andre bjerge. Og ulykken i 1996 har ikke skræmt folk væk. Tværtimod.
"Det er kun blevet et endnu større cirkus med næsten 2.000 mennesker i basecamp. I 1996 var der 50 mennesker på vej op til Mount Everest - i 2013 stod der 500 klar. Jeg ser folk, der næsten bliver slæbt op og båret ned igen af de lokale - bare så de kan skrive Mount Everest på deres cv", siger han og ryster på hovedet.

Million-industri

For Nepals befolkning er Mount Everest en million-industri, som bliver tjent ind på den korte sæson.
Derfor var der ramaskrig, da regeringen sidste år lukkede for ruten, efter 21 sherpaer blev dræbt i en lavine, imens de var ved at gøre reb klar til den kommende sæson.
"Fordi hele deres indtægt afhænger af, hvor mange de kan få op på toppen, så tager de nogle store chancer. Man kan sammenligne det med doping. Når der er så mange penge involveret i industrien, vil folk gå langt for at nå deres mål", siger Jesper Erlandsen, som er irriteret over, at filmen slet ikke nævner, at 14 sherpaer døde i forsøget på at redde folk ned fra Everest i 1996.

Levede i en boble

I mange år var Jesper Erlandsen selv en del af et meget dedikeret miljø inden for bjergbestigning.
"Jeg levede i en boble, hvor alt handlede om næste tur. For mig blev det min kæreste, som jeg mødte på en af mine ekspeditioner i 2004, som prikkede hul på boblen. Hun fik mig til at indse, at det var på tide at skifte retning. På det tidspunkt arbejdede jeg otte måneder om året som guide på ture, mens jeg resten af året besteg bjerge. Det var ikke en livsstil, der holdt i længden", siger han.
Og trods filmens smukke panorerede scener fra Mount Everest, bliver han ikke draget tilbage til tinden.
"Jeg ved præcis, hvad det kræver af hård træning, og bare tanken om det lange ophold i basecamp gør mig helt træt. Nej, så vil jeg hellere, som jeg gør i dag, bestige andre smukke bjerge, hvor jeg rent faktisk kan nyde udsigten og har tid til at tænke tanker omkring livet. Og fremfor for at være udkørt i måneder efter, kommer jeg hjem med masser af fornyet energi. Det er både sundere - og meget mindre farligt end Mount Everest".