Messe forkæler kvinderne
“I år er der gaveregn hvert kvarter på de billetter, der er købt på forhånd. De kan købes i Matas i Hammel,” afslører Betina Sølvsteen fra Hammel Handel.
Der kan også købes billetter ved indgangen til dette års forkælelse af kvinderne, kaldet Girls Night, foregår i HIC Arena torsdag 1. oktober
Sidste år var der omkring 400 kvinder inde til messen, mens der i år bliver plads til mere end 500 og der er ikke mange billetter tilbage, afslører Betina Sølvsteen fra Hammel Handel, der i år er rykket ind i HIC Arena.
Mere plads nødvendig
“Vi er simpelthen nødt til at have noget mere plads, efter sidste års succes, hvor vi havde udsolgt.”
Girls Night er et samarbejde med Hammel Handel og Hammel Idrætscenter og målet er at vise kvinderne den nyeste mode, de nye trends og samtidig forkæle dem lidt.
Der er modeshows i løbet af aftenen, mens der også diskes op med den lokale DJ Birger fra Thorsø.
Maden bliver leveret af Hammel Slagteren og Konditor Bager.
På menuen er blandt andet Hammel spegepølsen med rødløg, rygeost-salat, samt masser af forskelligt friskbagt brød.