“Sammen kan vi meget mere”
Advodan og Advokatgruppen slår slipsene sammen, samler 25 advokater og udnytter deres specialviden til klienter i Horsens
Karnovs lovsamling vokser stødt og opdateres ti gange om året.
“Uanset hvor dedikeret en advokat man er, kan man ikke være specialist i alle områder inden for de mange love. For at kunne tilbyde vores klienter de bedste folk indenfor de forskellige områder, slår vi os sammen”.
Sådan lyder det fra Søren Merrild Bie, der er advokat ved Advodan i Horsens. Til årsskiftet slår han og tre andre partnere fra Advodan sig sammen med otte andre partnere fra Advokatgruppen og danner et nyt firma, der også får navnet Advokatgruppen.
Bastian skaber ny ramme
Det nye fælles firma kommer til at bestå af 25 advokater fordelt i Horsens, Aarhus, Fredericia og København. Derudover bliver det nye Advokatgruppen det eneste danske medlem af et af verdens største og mest anerkendte advokatsamarbejder, Multilaw, med mere end 8000 advokater i cirka 350 centre i verden. “Vi oplever en stor efterspørgsel efter erhvervsjuridisk rådgivning fra mange østjyske virksomheder. Samtidig begynder mange mellemstore virksomheder at kigge på prisen, inden de ringer en advokat op,” forklarer Michael Bach Jensen om andre årsager til, at advokaterne i Horsens slår sig sammen.
Ved årsskiftet vil der sidde 12 advokater i Horsens afdelingens nye lokaler i Bastian på Emil Møllers Gade i Horsens.
“Vi er tæt på Retten og på banegården til de medarbejdere, der pendler. Derudover giver Bastian os et sted, med plads til både medarbejder og klienter, og ikke mindst med mulighed for at udvide virksomheden,” siger Søren Merrild Bie.
Større arbejdsglæde
Advokaterne har nemlig allerede fået en del henvendelser fra andre advokater, der finder det nye samarbejde interessant.
I advokatbranchen er det meget brugt, at man i en virksomhed fordeler overskuddet efter omsætning.
“Det gør, at mange advokater tager alle de sager, de kan komme i nærheden af, og holder med næb og klør på en sag - også selvom sagen eksempelvis handler om familieret, men advokatens speciale er erhvervsret,” forklarer Søren Merrild Bie, mens kollega Claus Winther Jensen tilføjer:
“Hvis man bliver syg med hjertet, ønsker man jo ikke, at det er en gynækolog, der skal behandle en. I sundhedsvæsnet er det meget brugt at udnytte specialisterne. Det vil vi gøre med fusionen her”.
Advokatgruppen vil fordele virksomhedens overskud ligeligt mellem de 12 partnere, dels for at udnytte deres specialer, dels for at undgå en intern konkurrence, der kan skade arbejdsmiljøet.
“Vi har en fantastisk kemi, som vi vil værne om. Vi oplever, at mange nye unge advokater ikke kun stræber efter prestige og en høj løn, de efterspørger også et godt arbejdsmiljø. Vi bliver også gladere, når vi får sager, der interesserer os,” siger Claus Winther Jensen.