Kattemor varmer killinger under BH'en
Katteplejer Gitte Miller knytter sig til de katte, hun tager i pleje - og tager de helt små katte under sin BH for at varme dem
I år har Lund Kattehjem fundet nye hjem til over 100 katte og killinger. Kattehjemmet drives af frivillige uden offentlig støtte. De frivillige består blandt af rengøringsholdet, salgspigerne og sypigerne, der syr de huler og tæpper, kattene bruger under opholdet på kattehjemmet.
Derudover er der mange frivillige private plejefamilier tilknyttet, der tager sig af de killinger, der har behov for at blive flasket op eller være i et hjem, hvor de kan blive socialiserede, indtil de er store nok til at flytte hjemmefra. Lige nu er der 83 killinger i pleje hos disse private frivillige familier.
Killingernes mor
Gitte Miller er 'katteplejer' og har været plejemor for katte og kattekillinger i 20-25 år. Hun bor tæt på Lund Kattehjem, hvilket er en fordel, da hun er det, de kalder tilkaldervagt.
“Jeg har valgt at stå til rådighed døgnet rundt, hvis der kommer killinger ind, der har akut behov for at komme i pleje. Det kan være meget syge killinger, der skal behandles og måske ikke kan overleve, som så bliver isolerede her hos mig,” fortæller Gitte Miller.
“Ofte er det meget små killinger, der har brug for at blive madet hver anden time, så jeg reelt bliver killingernes mor.”
Gitte Miller har normalt 8-10 killinger i pleje. Lige nu har hun kun tre banditter på 12 uger udover sine egne to katte og sin store sorte kongepuddel. Hun er glad for arbejdet, men synes det er psykisk hårdt.
Hårdt at sige farvel
“Det alleværste ved at være plejefamilie er, når jeg skal give dem videre til nye hjem og sige farvel til dem. Jeg knytter mig til dem allesammen, så der kommer ofte tårer i øjnene,” fortæller Gitte Miller.
Når hun får en meget lille eller nyfødt killing i pleje, får hendes bryst en underlig form.
“Jeg går rundt med killingen i min BH, da den skal varmes, som når kattemor holder den varm. Så nogle gange har jeg en deform og levende BH,” siger Gitte Miller, mens hun levende illustrerer en killings hoppen i sin BH.
Der er ofte en kat, som knytter sig ekstra tæt til Gitte og hænger meget på hende. Den lille gråstribede killing, hun har nu, er sådan en kat
“Sissi ligger tit på min brystkasse oppe ved min hals. Hun har sådan et roligt væsen og en skøn personlighed. Sissi er en rigtig hæmoridekat, sådan en, der hænger rigtigt meget sammen med dig,” fortæller Gitte Miller med et stort smil.
“Jeg bliver så harm, når jeg hører folk sige, at det bare er en kat. I vores organisation er det vigtigt, at katten har værdi i sig selv som det levende væsen, den er.”
Åbent hus på kattehjem
Uge 39 er kattens uge, og derfor holder Lund Kattehjem, Silkeborgvej 156 i Lund, åbent hus lørdag den 26. september fra klokken 9 - 12. Alle er velkommen til at komme og hilse på kattene. Der er loppemarked og amerikansk lotteri, kaffe, te og kage. En kat koster 1050 kroner, men så er den også neutraliseret/kastreret, vaccineret og har fået ormekur. Der medfølger kattekasse, mad til de første dage samt legetøj. Gitte Miller oplyser, at det koster Kattehjemmet cirka 4.000 kroner at 'lave en kat, så pengene fra salget dækker ikke udgiften. Derfor er kattehjemmet afhængige af donationer og den gratis dyrlægehjælp, Lund Dyreklinik leverer. Men mad og medicin løber alligevel op. Blandt andet er det specielle modermælk til killingerne dyrt. Alle, der henvender sig, bliver vurderet, så kat og ejer passer sammen.