Fortsæt til indhold

Vaccination og andre aktiviteter

Der er gratis vaccination for Ældre Sagens medlemmer i Nørre Djurs på fredag

Samfund
Anette Bonde

Ældre Sagen i Nørre Djurs er i fuld gang med sit efterårsprogram. Det næste punkt gælder en gratis influenza-vaccination 2. oktober i Glesborg Sognehus og på Ørum bibliotek.
Ældre Sagen samarbejder med Danske Lægers Vaccinations Service og støtter derved Unicef's arbejde med at få børn vaccineret. For hver vaccination der gives her, modtager Unicef en vaccine til børnevaccinationer, fortæller den lokale formand Ingeborg Kyed Pedersen.

Løvfaldstur og udflugt til København

Ældre Sagen Nørre Djurs fortsætter sit efterårsprogram 7. oktober med løvfaldstur til Løvenholm slot med guidet rundvisning ved Jeanette Hjarsbæk. Eftermiddagskaffen nydes ved Fjordcentret i Voer.
Efterårsturen går i år til København 19-20. november.
Ingeborg Kyed Pedersen fortæller, at efterårets program åbnede med en god sangaften under ledelse af Ove Adamsen og Morten Nielsen. Hun gør opmærksom på, at virksomhedsbesøget på Sostrup slot også har haft stor interesse, og der er nu lukket for yderligere tilmeldinger.