Køges nye advokatkontor har fået god modtagelse
Nørregaard|Mieritz Advokatfirma er efter kort tids eksistens bekræftet i, at kerneværdierne holder hele vejen.
RÅDGIVNING For første gang i 25 år fik Køge den 1. august et nystartet advokatkontor, da Nørregaard|Mieritz Advokatfirma bød kunderne velkommen i lokalerne på Torvet i Køge.
Og de to partnere, Jeppe Nørregaard og Jesper Mieritz glæder sig over den positive modtagelse de har fået med det nye advokatfirma. De har nemlig allerede, efter mindre end to måneder, budt en del nye kunder velkommen, og stadig flere melder sig løbende.
Juridisk rådgivning med passion
Filosofien bag det nye advokatfirma er ifølge Jeppe Nørregaard og Jesper Mieritz, at kunderne skal ydes juridisk rådgivning med passion forstået sådan, at kunderne skal kunne mærke at man giver sig maksimalt for dem og deres sag.
Både i den daglige rådgivning fra kontoret eller hos kunden - og naturligvis også i retssalen, når en sag evt. skal føres.
- Vi har fra starten sat et fantastisk hold af kompetente ildsjæle, som er firmaets absolut stærkeste kort.
Hele holdet brænder for at yde kunderne en passioneret juridisk rådgivning, der tilfører en reel værdi. Det gode ved at være stærkt passioneret er, at det har en afsmittende effekt.
Det skaber nemlig arbejdsglæde og motivation hele vejen rundt, hvilket er en rigtig god forudsætning for at levere det mest optimale til kunderne. Og på den måde kommer den passionerede rådgivning i den grad også kunderne til gode, siger Jeppe Nørregaard.
Let tilgængelighed vægtes højt
Udover passion der kan mærkes er en af kerneværdierne i det nye advokatfirma, at kunderne skal opleve let tilgængelighed til en advokat.
- Vi har helt bevidst valgt, at der hos os skal være let tilgængelighed til en advokat.
Vi ved, at det for mange kunder vægtes højt, at man hurtigt kan komme i direkte kontakt med sin advokat, og vi er da også allerede fra flere nye kunder blevet positivt bekræftet i, at netop let tilgængelighed til advokaten har været af afgørende betydning for, at de endte som kunder hos os, siger Jesper Mieritz.
Udvikling betyder ikke nødvendigvis vækst med raketfart
Om forventningerne til den fremtidige udvikling for det nystartede advokatfirma siger Jesper Mieritz:
- Vi glæder os naturligvis over en god start, og hele holdet har ydet en fantastisk indsats i opstartsfasen. Vi har dog ikke planer om at skulle vækste med raketfart.
Vi vil nemlig være helt sikre på at kunne følge med, så vi til enhver tid lever op til vores filosofi om at levere juridisk rådgivning med passion. Jeppe Nørregaard supplerer:
- På det udviklingsmæssige område skal vi være en dynamisk størrelse og med stor omstillingsparathed tilpasse os kundernes ønsker og behov løbende.
Det betyder også, at vi fx. sagtens kan forestille os at byde nye medarbejdere velkommen på holdet, hvis de vel at mærke har kompetencerne på plads og viljen til at give sig maksimalt for kunderne.
Vækst i forretningen skal nemlig gå hånd i hånd med at være klædt på til at yde juridisk rådgivning i topklasse.