49 medarbejdere fik ingen løn
FOA træder til med lån til de 49 medarbejdere, der stod uden løn 1. oktober
GRÆSTED: "Jeg har måttet afmelde alt på PBS, for der kom jo ingen penge ind. Så der er ikke en krone til at betale husleje og bil eller noget som helst med," forklarer en social- og sundhedsmedarbejder, og nu tidligere ansat i Bonderosen, til Ugeposten onsdag.
Og hun er ikke alene, men deler skæbne med 48 andre kolleger i Bonderosen, der i tirsdags meddelte, at virksomhedens direktør, Sanne Andreasen, havde indgivet konkursbegæring og virksomhedens fremtid nu lå i hænderne på kurator.
I går torsdag indkaldte FOA sine medlemmer fra virksomheden til informationemøde om deres økonomiske situation.
Resultatet fra mødet blev blandt andet, at FOA udbetaler lån til medarbejderne mod at FOA får pant i deres løn hos Lønmodtagernes Garantifond.
"Vi er jo ingen bank, men medarbejderne står i en væmmelig situation. Ingen har jo fået løn, "siger afdelingsformand Lene Lindberg fra FOA Nordsjælland til Ugeposten.
Berørte og vrede
Og stemningen er virkelig tung blandt medarbejderne, fortæller hun, der repræsenteret hovedparten f de 49 medarbejdere, som blev ramt af konkursen.
"De er meget berørte af det her, også fordi der er jo nogle borgere, der skal betjenes og så er de selvfølgelig også skuffede, fordi det er jo ikke længere siden end februar, at de fik overdraget det hele fra Aleris, som ikke kunne drive det til de penge.
De fleste er behjælpelige, men der er også nogle, der har lagt sig syge, uden at jeg kan sige hvad de fejler. Men udover at de er berørte, er de også vrede på politikerne, fordi de ikke vil betale de penge det koster at drive hjemmepleje."
Men som leverandør kender mantakster, ydelser og forventninger, når man byder ind på opgaverne- er der noget, der har ændret sig undervejs?
"Jeg kan bekræfte, at der ikke er noget, der har ændret sig undervejs. Men vi ser konkurser på stribe, og det tager jeg som udtryk for at nu har man vist presset citronen tilstrækkeligt."