Fortsæt til indhold

Stort flertal i Aarhus Byråd for ny lufthavn

Kun otte ud af 31 byrådsmedlemmer vil stemme nej til at undersøge mulighederne for en flytning af Aarhus Lufthavn

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Enhedslisten, SF, socialdemokraterne Ango Winther og Lisbeth Laursen, førstnævnte er tidligere mangeårige bestyrelsesformand i Aarhus Luft Havn A/S, samt Venstres Gert Bjerregaard - i alt 8 - vil stemme nej i Aarhus Byråd til, at Aarhus Kommune undersøger mulighederne for en eventuel flytning af Aarhus Lufthavn til Thomasminde.
Det står klart efter, at Aarhus Byråd onsdag aften havde sagen på dagsordenen.
Næste skridt bliver, at Aarhus Kommune retter henvendelse til Trafikstyrelsen for at få afsøgt mulighederne for hel eller delvis dispensation for krav om højdehindringer ved en flytning til Thomasminde samt en overordnet principtilladelse til flytning af Aarhus Lufthavn til Thomasminde under forudsætning af, at en efterfølgende VVM-undersøgelse viser, at dette er muligt.
Thomasminde-løsningen er anslået til at koste 3 mia. kroner i den analyse af fire mulige placeringer af en ny storlufthavn, som rådgivningsfirmaet Grontmij præsenterede forleden på foranledning af en beslutning i Aarhus Byråd i 2014.

Kirstine Bille (SF), folketingskandidat i Østjylland og tidligere Syddjurs borgmester, falder ikke for Jacob Bundsgaard evner ud i det tvetydige.

Mange hurdler endnu

I sidste ende bliver det et nyt Folketing, der skal træffe den endelige afgørelse om en ny storlufthavn i Østjylland til erstatning af den nuværende. Flere folketingspolitikere har været ude at skyde planerne ned. Mest højlydt Socialdemokratiets gruppeformand Leif Lahn Jensen, der har den nuværende transportminister, partifællen Magnus Heunickes ord for, at projektet ikke har en chance i Folketinget.
Modsat taler for, at Danmarks næststørste by trods alt kan præsentere en tyngde som ikke stikker op for bollemælk. For at en ny storlufthavn har en chance overhovedet, kræver det først og fremmest, at der hurtigst muligt melder sig private investorer på banen.
Kan Aarhus Kommune præsentere Folketinget for et prospekt bundet op på private investorer, bliver en ny storlufthavn i Østjylland ikke sådan lige at få lagt i graven.
Jo længere tid, der går, jo mere bliver det op ad bakke for den nuværende lufthavn i Tirstrup. Det er ikke raketvidenskab at nå frem til denne konklusion.
Samme konklusion er Kirstine Bille (SF), 1. viceborgmester i Syddjurs og folketingskandidat i Østjylland, også nået frem til.
Hun benyttede sin torsdag morgen til en opdatering på facebook, hvor hun begræder onsdagens afstemning i Aarhus Byråd, og lige giver Aarhus borgmester Jacob Bundsgaard (S) en begmand.
Bundsgaards tvetydighed i spillet om en ny storlufthavn er tydeligvis blevet Bille for meget: "Ubegribeligt, at så stort et flertal tror, der kan skabes opbakning og økonomi til en ny storlufthavn. Og jeg er skuffet over de mange tunger borgmesteren i Aarhus, medlem af Aarhus Lufthavns bestyrelse kan præstere at tale med."