Cannabis-behandlere mødes i Grenaa
Erfaringer med at hjælpe brugere af cannabis, også kaldet hash, udveksles i Grenaa
“Hash er et misbrug, der lever i det skjulte, så det er vanskeligt at få dæmmet op for”, fortæller Christopher Schmitz. Han driver firmaet Komphash, der coacher hashmisbrugere og deres pårørende, og rådgiver skoler og institutioner. I oktober afholder Netværk af Danske Cannabis Behandlere konference på Kysthotellet i Grenaa.
I UngNorddjurs arbejder man også med problematikken, men det er ikke et stort og udbredt tema hos de unge, oplyser ungdomskonsulent Keld Kristensen.
“Det er ikke anderledes i Norddjurs end så mange andre steder. Det er slet ikke alment brug.”
Ifølge en rapport fra 2014 lavet af Center for Rusmiddelforskning har cirka 10 procent i alderen 15-25 røget hash inden for den seneste måned.
Ikke manglende vilje
For dem, der kommer ind i et hasmisbrug, er det alvorligt nok, og det er vigtigt at de gode erfaringer kommer på dagsordenen, understreger Christopher Schmitz.
For eksempel kan misbrugere miste evnen til at håndtere hverdagen, uden selv at registrere det, og de er således i risiko for at droppe ud af deres uddannelse. Ifølge Christopher Schmitz er det ikke manglende vilje men manglende evne hos hashmisbrugerne, når de tilsyneladende afviser at få hjælp til at komme ud af deres misbrug.
“Det man skulle erkende, at man har et problem med, er røget væk. Man går rundt i en verden, der er styret af lyst og ikke af fornuft. Man er ude af stand til at gribe et argument,. Og der skal ikke særlig meget hashrygning til, før man er ude af stand til at reflektere.”
Ryger man tre gange om ugen i seks måneder er der tale om en kronisk påvirkning.
“Så kommer der et vedvarende tryk på det kognitive system. Problemet er, at man undervejs ikke ser de forandringer, der sker, som du og jeg på sidelinjen godt kan se.”