Vi nyder hvert et sekund
Kvickly i Stenløse får to dage om ugen en hjælpende hånd fra syv lokale flygtninge, der betjener kunder og sætter varer på plads
Hos Kvickly Stenløse er social ansvarlighed ikke bare noget man taler om - det er noget man handler på.
Varehuset har nemlig sagt goddag og velkommen til syv Egedal-flygtninge, der to gange om ugen betjener kunder, sætter varer på plads og rydder op i butikken.
"Det er en win-win for alle parter. De her mennesker får en chance gennem systemet, de lærer at tale dansk, de får en føling med det danske arbejdsmarked, og så er de en stor hjælp for os," siger Kvicklys varehuschef Niels Hjermind.
Projektet var først tiltænkt som et slags service-eksperiment, men siden har det udviklet sig til et projekt, hvor samtlige syv flygtninge bliver tilknyttet en fuldtidsansat medarbejder, der så tager den nye medarbejder under sine vinger som en slags "buddy".
"Arbejdsdagen er faktisk op til deres buddy, som sørger for omsorg, planlægningen af dagen og samtalerne på dansk. Målet er at give flygtningene en god integration og gøre dem arbejdsklar. De skal lære arbejdsmarkedet at kende. Hvornår møder man, hvordan håndterer man en kunde og så videre. De får ikke løn for at være her. Projektet skal mere ses som en del af deres uddannelse," siger Niels Hjermind.
Hvordan klarer de opgaven indtil videre?
"De giver den en skalle og kommer med god energi, men de er også meget forskellige. Én har svært ved at komme til tiden, mens en anden bliver hjemme, når han er træt. De er hos os for at lære, og det kommer de også til."
Flygtningene, der primært kommer fra Syrien, er meget begejstrede for at bruge to dage hos Kvickly.
"Jeg kan godt lide at være her. Det er en god mulighed for mig," siger Georg Nurogon, som bliver bakket op af Mohanad Kamal.
Søde og rare mennesker
"Det er fantastisk at arbejde her med nogle søde mennesker og en god chef. Jeg nyder hvert et sekund. Jeg lærer rigtig meget, som jeg kan bruge i fremtiden. Hvis det er muligt, så vil jeg gerne blive her i lang tid," siger Mohanad Kamal, der er kommet til Egedal fra Syrien.
Hans følgesvend og buddy, Andreas Juul Jensen, er også glad for den nye kollega.
"Vi får begge to meget ud af det. Jeg får hjælp til en række praktiske opgaver, mens Mohanad får en viden og forståelse for vores arbejdsplads. Han fylder ikke kun varer op. Han hjælper også kunderne, så han udvikler sig fra uge til uge," siger Andreas Juul Jensen.