En forførende duft af brændstof
Forfatteren Toni Mygdal-Meyer står bag den nye bog 'En forførende duft af brændstof', en beretning om dengang i 1909-1911, da danskerne oplevede de første flyvende mænd og deres maskiner, aeroplanerne.
I første del af den 429 sider lange bog følger vi de mange flyveforsøg, der fandt sted på Danmarks første aerodrom på Kløvermarken på Amager.
Men der var også 'flyvefeber' i Middelfart og Fredericia. Sidste halvdel af bogen beskriver de mange flyvestævner, der var kolossale tilløbsstykker rundt om i landet. Læs for eksempel beretningen om stævnet i Middelfart og Danmarkshistoriens første postflyvning i Fredericia.
Postpakken bestod af cirka 100 postkort, fem breve til Fredericia Dagblad og otte eksemplarer af Middelfart Avis' aftenudgave. Ifølge bogen var der et sandt menneskemylder på volden. Af frygt for at ramme nogen, blev pakken derfor kastet ned på en mark på den anden side af voldgraven.
Flyet lettede klokken 19, og aldrig er en pakke blevet afleveret til noget posthus så hurtigt. Alt var omdelt, inden klokken 20.