Fortsæt til indhold

Lokale talenter i Pavillonen

Tin Can Telescope og Mount Rushmore Safari spiller i Pavillonen

Samfund
Anette Bonde

Kulturhuset Pavillonen i Grenaa giver med mellemrum scenen til lokale talenter. Lyden af Djursland er den overordnede titel.
“Det er en del af Pavillonens talentprogram, som vi håber at kunne udvikle og udvide med tiden”, siger leder af Pavillonen Jesper Jul.
Lørdag 3. oktober klokken 20 er der dobbeltkoncert med Tin Can Telescope og Mount Rushmore Safari. Der er fri entré.

Tin Can Telescope

Tin Can Telescope er fra Grenaa og består af Lasse Guldberg på trommer, Peter J. Schmidt på elguitar, Emil Klessner på vokal, elguitar 12 strenget og mundharmonika, og Sejer Villadsen på vokal, bas og klaver.
Bandet har trænet skarpt det seneste halve år og har i fællesskab udstukket den musikalske retning. Det har givet kvartetten et vældigt løft, især med sangskrivning, og de er nu klar til at give rocken gas i Pavillonen. Deres musikalske inspiratorer er blandt andet Bob Dylan, Velvet Underground, David Bowie, Brian Eno og The Modern Lovers.
Mount Rushmore Safari har haft skiftende musikere, men kernen har altid bestået af frontmand Andreas Sorgenfrei og bassist Hans Martin. Bandet har spillet en række koncerter i ind- og udland, blandt andet supporttjanser for bands som Kellermensch, Cursive (US) og And Also The Trees (UK). Stilen er indie rock med tråde til 80'ernes pop rock.

Lyden af Djursland for tredje gang

Det er tredje gang, Pavillonen byder på Lyden af Djursland. I foråret optrådte ”Dirty Little Things” og ”Blues on The Rocks”, og lørdag 12. september var det Funkshot og Cecilie Vahle & Cecilie Drachmann, der indtog scenen.
"De gjorde det rigtig godt. Det gør noget, det at optræde på en rigtig scene", konstaterer Jesper Jul.
Han oplyser, at der ikke er en fast skabelon for, hvor hyppigt Lyden af Djursland vil lyde fra Pavillonen.
"Men vi agter at have faste aktiviteter i foråret og efteråret."
Både unge og ældre er velkomne på scenen, blot skal der være et decideret ønske om at ville noget mere med musikken end blot have den som almindelig hobby.
"Det er talentudvikling. Det må derfor gerne være nogen, der vil noget med det. Altså ikke spil kun for hygge og for sjov, men fordi man også gerne vil ud over rampen."
Læs også: Musik: 2 x Cecilie og Funkshop på scenen i Pavillonen