Fortsæt til indhold

Ny Storbylandsby på vej

Der er i alt sat fem millioner kroner af til endnu en Storbylandsby

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

Kommunens budgetforlig over de næste par år byder ikke kun på besparelser, men også investeringer.
Konceptet med Storbylandsbyen ved Marienlystvangen i det nordlige Aarhus har været så stor en succes, at kommunen har valgt at investere fire millioner kroner i 40 nye, mindre boliger og en million kroner til et nyt fælleshus.
Forligspartierne er enige om, at der er behov for at opføre 40 lignende boliger, hvor 20 forbeholdes udsatte borgere, mens 20 udlejes på almindelig vis gennem et alment boligselskab.
Thomas Medom (SF), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, glæder sig over, at der er fundet penge til endnu en Storbylandsby:
“Grundtanken om at udsatte mennesker med særlige problemer kan bo side om side med almindelige mennesker har vist sig holde. De sociale skel udviskes. Og det har vist sig, at dem der har været hjemløse ikke får tilbagefald derude. Så det er en fin succes. Til en meget lav husleje ovenikøbet,” siger han.

Aarhus N er en mulighed

Medom har selv været ude i Storbylandsbyen, der blev indviet i sommeren 2014, et par gange.
“Vi har kig på forskellige placeringer. Det kunne være i det nordlige Aarhus, men det kunne også være i en af de større satellitbyer i kommunen. Personligt håber jeg, at den kommende Storlandsby bliver så bynær som muligt.
I budgetforliget skal de fire millioner kroner tages fra den almene boliger-puljen, mens den ene million kroner til et fælleshus er afsat til 2018, men ifølge rådmanden kan de penge godt frigives tidligere, så byggeriet kan starte før.
“Hvis der er mulighed for det, kan vi godt finde på at rykke det frem og gå i gang tidligere. Det ligger i kortene, at vi er interesserede i, at Østjysk Bolig vil tage opgaven igen. Vi har umiddelbart været glade for samarbejdet med Storbylandsbyen i Aarhus N,” siger rådmanden.
Direktøren for Østjysk Bolig, Allan Søstrøm, er positivt indstillet overfor at løfte en lignende opgave:
“Jeg synes, det er dejligt, at der er blevet sat penge af til en Storbylandsby version 2. Østjysk Bolig vil helt bestemt gerne være med igen, så vi kan udnytte vores erfaringer og bruge konceptet fra version 1. Jeg vil anbefale forvaltningen, at den nye Storbylandsby også kommer til at ligge i Aarhus N men med bedre offentlige transportforbindelser, der kører lige til døren,” siger han.
Budgettet skal formelt vedtages af Aarhus Byråd ved 2. behandlingen torsdag 8. oktober.