Hestemarkedspladsen får udvidet regnvandsbassin og en sø
Regnvandsbassinet på Bredefeldsvej i Hammel udvides og skal bruges som en lille sø i parken
Det mindre regnvandsbassin på Bredefeldsvej ved Hammel Idrætscenter skal udvides for at tage imod større regnmængder.
“Vi øger vandvolumen i bassinet fra 2.500 m3 til 9.000 m3. Den øgede volumen vil give et mere jævnt udløb til Hammel Bæk. Det er vigtigt, hvis både bækkens brink og vandmiljøet skal bevares.
Udvidelsen er også nødvendig, hvis bassinet skal leve op til Favrskov Kommunes nye miljøkrav, der blandt andet kræver mere plads til etablering af regnvandsbassiner, fortæller Peter Dyhre, projektkoordinator i Favrskov Forsyning.
Indtil nu har regnvandsbassinet været gemt væk bag hegn og tæt bevoksning. Det åbnes nu op, så alle kan nyde bassinet som en sø.
“Vi opfører teknisk set et regnvandsbassin, men det vil fremstå som en smuk sø og en indbydende bypark, hvor du kan lege og hygge, solbade ved søen eller nyde udsigten fra en de nye bænke,“ fortæller Kurt Andreassen (V), formand for Teknik- og miljøudvalget,
Selve ideen er opstået efter at især Hammel Hestemarkeds bestyrelse og Hammel Idrætscenter har foreslået forvaltningen at gøre regnvandsbassinet mere tilgængelig.
“Det betyder desværre, at der bliver mindre plads til Hammel Hestemarked, men sådan er det jo,” siger formand for Hammel Hestemarked, Hans Jensen. Selv om regnvandsbassinet udvides, vil det ikke være fyldt med vand til hverdag - det sker kun ved store mængder regn. Derfor får bassinet flade skråninger og en græsbeklædt terrasse på en af skråningerne. På den måde kan området bruges rekreativt samtidigt med, at bassinet har den nødvendige kapacitet til at tilbageholde regnvandet.