Opfordring til Jan Fischer - tænk, tast og tal
Hornslet Motionscenters bestyrelses svar på formanden for Hornslet Idræts og Kulturcenter, Jan Fischer´s kommentarer i Adresseavisen den 15. september 2015.
"At Jan Fischer kun har hørt om Hornslet Motionscenters flytning ad omveje forekommer os lidt underligt, idet vi via mail den 25/7 2015 meddelte, at vi i løbet af foråret 2016 flytter vores aktiviteter til nye lokaler i Dalgårdsparken. Den 28/7 2015 blev der fra Hornslet Idræts- og Kulturcenter sendt en besvarelsesmail, hvor man ønskede os held og lykke med projektet.
Læs også: Hornslet: Glæde på motions-centrets vegne
Jan Fischer udtaler i sin kommentar til Hornslet Motionscenters flytning, at han har savnet Motionscenteret som en del af fællesskabet i Hornslet Hallerne. Hornslet Motionscenter har de sidste mange år holdt alle sine fester og møder i hallernes café. Vi har deltaget i alle de møder, vi har været inviteret til, men nu er Motionscenteret åbenbart uønskede i Hornslet Hallerne. Motionscenteret er ikke inviteret til at deltage i hallernes repræsentantskab, der giver adgang til generalforsamlingen. Så det er ikke nemt, at være en del af fællesskabet, når man ikke bliver budt med til bords. Lidt underligt, at den anden største bruger i hallerne ikke er inviteret til generalforsamlingen.
Hornslet Hallernes bestyrelse afholder flere gange årligt møder med formænd og kasserer fra de øvrige foreninger og brugere af hallerne, men her har Motionscenteret aldrig været inviteret med.
For få år siden var Hornslet Hallernes økonomi så dårlig, at man ikke var i stand til at udbetale lønninger til personalet. Her trådte Motionscenteret til og forudbetalte husleje for et halvt år. Men det er åbenbart heller ikke nok til, at man betragtes som en del af fællesskabet.
Endvidere nævner Jan Fischer, at der ikke har været en dialog med Motionscenteret omkring pladsproblemerne. En noget overraskende kommentar, idet det flere gange i 2014 har været diskuteret både mundtligt og skriftligt med den daværende Halinspektør. Derudover har Motionscenteret rettet både skriftlig og telefonisk henvendelse til Syddjurs Kommune om problematikken. Syddjurs Kommune meddelte Hornslet Motionscenter, at de ville drøfte problemerne med netop Jan Fischer.
Et medlem af Hornslet Motionscenters bestyrelse drøftede, for nogle måneder siden med Jan Fischer, netop historikken omkring den grund ved hallerne som Hornslet Motionscenter havde fået lovning på af Syddjurs Kommune. De gik endda rundt på det omtalte område.
Så kære Jan Fischer, vi syntes, at du fremover skal gøre brug af et gammelt ordsprog fra forsvaret der siger: Tænk, tast og tal. Oversat betyder det: tænk dig om og opfrisk din hukommelse inden du udtaler dig."