Første spadestik til nyt motionscenter
Onsdag eftermiddag stak to tidligere formænd spaderne i jorden til Hornslets nye motionscenter
Når disse linjer skrives, er udgravningen til Hornslets nye motionscenter ved Rema 1000 efter planen i fuld gang. Grunden til flytningen fra de nuværende lokaler i Hornslet Idræts- og Kulturcenter er utidssvarende lokaler og pladsmangel, som får et stigende antal især unge til at søge andre steder hen.
Spaderne i jorden
Onsdag eftermiddag var en lille flok at motionscentrets cirka 500 medlemmer dukket op for at se spaderne blive stukket i jorden der, hvor motionscenteret åbner 770 nye m2 senest 1. maj 2016.
Foruden ét stort lokale bliver der to separate rum til holdaktiviteter og to omklædningsrum med skabe og tre brusere i hvert.
Byggegrunden blev i sin tid købt for 576.000 kroner. Byggeriet koster 5,8 mio. kroner, og Hornslet Motionscenter har selv de 2,3 mio., mens resten lånes.
Via hornsletmotionscenter.dk kan private og erhvervsdrivende give et fradragsberettiget bidrag til byggeriet.