Roskilde Kommune gør det billigere for de erhvervsdrivende
Roskilde Kommunes netop vedtagne budget for 2016-2019 afspejler det samlede byråds ønske om en fortsat god udvikling i kommunen - også i erhvervsmæssig henseende
UDVIKLING For at sikre det lokale erhvervsliv de bedst mulige betingelser har Byrådet i Roskilde Kommune med den nye budgetaftale nemlig vedtaget, at byggesagsbehandlingen for erhvervssager fra 1. januar 2016 bliver helt gratis.
Dette vil dels gavne de eksisterende virksomheder, dels være attraktivt i forhold til at trække nye investorer og nyt byggeri til Roskilde. Samtidig nedsættes dækningsafgiften med i alt 2 mio. kr.
Både kommunes erhvervschef Jens Thornsen og Lars Lindskov - formand for Udvalget for Vækst, Erhverv og Globalisering - er godt tilfredse med den øgede fokus på, at forbedre mulighederne for Erhvervslivet i Roskilde Kommune. Lars Lindskov udtaler:
- Vi vil have vækst i Roskilde Kommune, og her spiller erhvervslivet selvsagt en afgørende rolle. Med afgiftsnedsættelserne sender vi ikke bare et stærkt signal, vi sætter konkret handling bag ordene.
Der er flere spændende erhvervstiltag på vej i Roskilde, oplyser Erhvervschef Jens Thornsen:
- Vi er i gang med udarbejdelsen af et erhvervsmagasin, der skal fortælle alle de gode erhvervshistorier fra Roskilde, og vi er på vej med en ny Erhvervs- og Vækstpolitik, som skal sætte retningen for den fremtidige erhvervsudvikling i Roskilde.
Endvidere forventer vi snart at indbyde til en eksport- og Internationaliseringskonference, fordi vi gerne vil understøtte virksomhedernes muligheder for at komme ud på eksportmarkedet, fortæller erhvervschefen.
sl