Fortsæt til indhold

Fra lejlighed til det store bofælleskab

Nanna flyttede med mand og to børn fra byen til fællesskabet, hvor ulvetimen kan tilbringes i svømmehallen

Samfund
Michael Wulff

Der var stegt flæsk med persillesovs på menuen første gang Nanna og hendes mand, Mads, gæstede bofællesskabet Overdrevet i Hinnerup.
“Og det havde jeg ikke lige regnet med. Men så fik jeg at vide, at det var tre år siden, de sidst havde spist dén ret.”
Nanna Felsager Jakobsen er hjemme alene den formiddag, jeg kommer forbi. Hun er på aftenvagt i denne uge som fysioterapeut på Regionshospitalet Hammel Neurocenter.
Hendes familie består af børnene Karl Johan, 10, og Gustav på 7 år samt manden Mads, som passer sit arbejde på Aarhus Universitet.
“Da vi ventede den yngste, ville vi gerne væk fra lejligheden i Aarhus. Men jeg kunne heller ikke se os placeret i et villakvarter bag høje hække, så vi tog en rundtur til forskellige bofællesskaber i omegnen af Aarhus,” fortæller hun over en kop te.
Valget faldt så på det veletablerede Overdrevet, som nu har eksisteret i 35 år .

Svømmehallen

Her spiser man sammen seks ud af syv dage om ugen.
“Det var jeg lidt bekymret for. Men det fungerer rigtig godt. Du kan sidde ved et firpersoners bord med din egen familie eller ved langbordet. Eller tage maden med hjem i eget hus.”
Den helt store fordel ved den fællesspisning er, at du kun skal lave mad mad hver 8. uge, mener Nanna Felsager.
“Jeg spekulerer ikke længere på, hvad vi skal have købt ind, og hvordan tiden skal slå til. Nu kan vi slappe af eller tage i svømmehallen med børnene. Kun den uge, du er på madholdet, er du spændt for i tre timer.”
Nanna Felsager kunne ikke tænke sig at bo andre steder i dag. Fællesskabet betyder meget for hende, selvom der er lidt besværligheder, som skal overvindes på fællesmøderne.
“Vi skal dog ikke være enige allesammen, men kan nøjes med en håndsoprækning. Og argumenterne skal være i orden.”
Det oplevede Nanna Felsager, da hun for nogle år siden ønskede en fælles tørretumbler i stedet for tørrerummet.
“Den idé var ikke sådan lige at få solgt. Så vi gik hjem og lavede udregninger og grafer på energiforbruget. Og så viste det sig, at en moderne tumbler på årsbasis faktisk kun bruger det samme som en flyvemaskine bruger Bangkok tur/retur.”
“Det virkede, for mange her kan jo godt lide at rejse. Og tørretumbleren er de nu også glade for. Men sikke et arbejde for at få den. Havde det været i min egen villa, så havde jeg sgu da bare købt den.”
Overdrevet har 65 beboere, som bor i ejerboliger. Her er fælles urtehave med økologiske grøntsager, vindmølle og solfangere.
“Jeg er virkelig tændt på fællesskabet. Her er det i orden at have sin egen mening,” siger Nanna Felsager Jakobsen.

Fælleshuset i baggrunden bliver brugt til at spise sammen i. Onsdag er fiskedag, mens spaghetti med kødsovs er et sikkert hit blandt børnene.