De unge i Ådalsområdet satte dagsordenen
En lokal emneuge på Ådalsskolen vendte op og ned på både elevernes og de voksnes dagligdag
Ådalsskolen i Skørring satte i uge 38 fokus på lokalområdet i samarbejde med Lokalrådet i Ådalen. Eleverne blev fordelt ud på ti lokaliteter i nærheden af deres bopæl på tværs af alder/klasser, og ugen foregik helt på elevernes præmisser.
Da de mødte ind mandag morgen, kendte de rammen, men der var ikke puttet noget i den. Det skulle de selv sørge for i ugens løb.
”Hvad er lokalområdet, og hvad er vores rolle,” lød det overordnede spørgsmål, og emneugen sluttede lørdag, som var almindelig skoledag med mødepligt, hvor eleverne præsenterede deres udbytte af ugen for forældre og andre interesserede.
I samarbejde med lokale borgere rundt om i de ti lokalområder blev der arbejdet på vidt forskellige måder, og lørdag kunne man se, hvordan der var blevet arbejdet, tænkt, lavet film, bygget modeller og skrevet plakater m.m.
Der var masser af handling og forslag - lige fra de elever som havde gjort busskuret rent, til dem som luftede forslaget om en ny lufthavn i Ådalsområdet. Og nogle havde i Hvilsager været i dialog om at låne noget af sognegårdens jord til en fodboldbane.
Mere plads til børnene
”Børnene har fået en masse ud af ugen, men det har vi voksne også - bare det at se, hvordan elever på tværs af alder har opdaget, hvem der også bor tæt på,” fortæller skoleleder Gitte Gaml.
”Rammen for en skoleuge har været anderledes, og det er tankevækkende, hvordan vi i hverdagen bare gerne vil have styr på det hele. Ugen har vist, hvor meget børnene kan, når de får lov, og generelt skal vi måske tænke mere på at give børnene mere plads.”
Fra Lokalrådet deltog formand Ellen Jensen og Mogens Petersen, som begge er lokalt forankrede og blandt andet har en fortid som byrådsmedlemmer. Ellen Jensen har også været lærer på skolen.
”Nogle børn tænker helt anderledes, og nogle af de ting, der er kommet frem i ugens løb læner sig fuldstændigt op ad de tanker/problemer/ideer, som fylder de voksnes hverdag,” siger Ellen Jensen, som var begejstret over ugen og tager mange af ideerne med sig hjem.
”Selv om lokalrådet er lokalt, overvejer vi nu, om ikke vi skal flytte vores årlige dialogmøder med forskellige lokale repræsentanter længere ud i lokalområderne til lige præcist der, hvor de bor.”
Nødløsning
Forløbet af emneugen er egentlig en 'nødløsning', da det oprindeligt var tanken også at have lokale erhvervsdrivende med for dels at præsentere mulighederne - og for at møde hinanden og skabe nye energier.
Mogens Petersen og Ellen Jensen har brugt meget tid på at gennemgå de cirka 1.800 lokale CVR-numre og vælge 200 ud, som via syv lokale forsamlingshuse skulle inviteres med til den aktive lørdag under overskriften 'Liv i Ådalen'.
”Vi valgte at droppe det, da kun tre af forsamlingshusene meldte positivt tilbage. Ét meldte helt fra, og tre gav slet ikke nogen tilbagemelding,” siger Ellen Jensen.
”Det er rigtig ærgerligt, og nu ved vi jo i virkeligheden ikke, om de erhvervsdrivende ikke ønsker at være med, eller om budskabet aldrig er nået ud til dem. Så det kan da godt være, at vi på et tidspunkt tager ideen op igen.”