Havnechef er blevet bortvist
Undersøgelse af økonomien i Vejle Havn får nu "alvorlige konsekvenser"
Revisionshuset PwC er færdig med undersøgelsen af de økonomiske forhold i Vejle Havn, og resultaterne er blevet forelagt Havnebestyrelsen. På den baggrund har bestyrelsen besluttet at bortvise havnechef Per Kristiansen og anmode politiet om at foretage en efterforskning af muligt forbrug af havnens midler til private formål.
Det skriver Vejle Kommune i en pressemeddelelse.
Samtidig fortsættes de allerede igangsatte tiltag til at styrke den økonomiske- og ledelsesmæssige styring af Vejle Havn.
LÆS OGSÅ: “Der har været en usund kultur”
Undersøgelsen
Vejle Havns bestyrelse besluttede den 24. august 2015, at en ekstern rådgiver skulle gennemgå havnens udgiftsbilag for regnskabsårene 2010-14 og første halvår af 2015.
Formålet var at afklare, om der er sket en korrekt afregning overfor SKAT, om alle afholdte udgifter er relateret til havnens drift, og at få mulighed for at vurdere, om havnens daglige ledelse har efterlevet gældende retningslinjer.
Bestyrelsen tager undersøgelsens konklusioner og anbefalinger til efterretning og har i konsekvens heraf på sit møde den 6. oktober 2015 besluttet:
- At fortsætte implementeringen af de økonomiske, styrings- og ledelsesmæssige beslutninger truffet den 24. august 2015
- At anmode politiet om at foretage en efterforskning af havnechef Per Kristiansen for anvendelse af havnens midler til private formål.
- At iværksætte en bortvisning af havnechef Per Kristiansen.
- At pålægge havnens administration at udarbejde en skriftlig redegørelse inden for 14 dage, for den erhvervsmæssige relevans af de i rapporten anførte medarbejderrejser og afholdte udgifter.
- At eventuelle personaleretslige konsekvenser for havnens øvrige ansatte vurderes på baggrund af rapporten fra PwC samt redegørelsen fra havnens administration efter inddragelse af personalejuridiske kompetencer.
- At havnens lønniveau, kørsels- og vagtordninger revurderes.
- At der efter rådgivning fra havnens revision tages kontakt til SKAT med henblik på, at der kan foretages eventuelle nødvendige efter indberetninger.