Nedrivning giver plads til udvikling
Nedrivningsfirmaet Preben Hockerup A/S, med base i Haslev, har netop forestået en større nedrivningopgave i Køge centrum, der skal give plads til byggeriet af en del af etape et i byens enorme byuviklingsprojekt - Køge Kyst.
UDVIKLING Der var engang, hvor en nedrivningsproces blot var en opgave der skulle overstås, så man kunne fokusere på næste skridt i en proces, fx. opførelse af nyt byggeri på stedet.
Der blev ikke tænkt så meget over hvordan - det skulle blot væk, for at give plads til noget andet. Formålet er i dag stadig det samme. Der er truffet en beslutning om nedrivning, som skal føres ud i livet. Måden er dog i mange tilfælde langt fra den samme, som man oplevede det tidligere.
I dag stilles der høje krav til aktørerne ifm nedrivning, således at miljølovgivningen på området kan overholdes og der bl.a. tages hensyn til genbrug af det der kan genbruges.
Tredobbelt certificering inden nedrivning og miljøsanering
Nedrivningsfirmaet Preben Hockerup A/S er den eneste virksomhed i landet der kun beskæftiger sig med nedrivning, og samtidig er tredobbelt certificeret inden for nedrivning og miljøsanering. Det giver kunderne en garanti for, at nedrivningsarbejdet foregår inden for de gældende forskrifter, og med mest mulig hensynstagen til miljøet og nærområdets brugere.
Et godt eksempel på en større opgave udført for nylig med ekspertise inden for feltet er nedrivningen af bygningerne på Køge Station, som man netop har afsluttet.
De skulle nedrives for at give plads til byggeriet af etape 1 i det store byudviklingsprojekt Køge Kyst. Med opgaven fulgte kravet om at det skulle ske hurtigt - på blot 5 uger dage - for således at genere handelslivet og stationsområdets mange brugere mindst muligt.
- Det lykkedes rigtig godt og fuldstændig efter planen, fortæller Henrik Hockerup Keller, daglig leder i virksomheden.
- Den største udfordring i en opgave som denne, hvor der er knivskarpe krav til tidsfaktoren, er planlægning og samarbejde med andre aktører der fx. skal afmontere installationer. Og vi er meget tilfredse med hele forløbet.
Jernbanebroer er blandt specialerne
Preben Hockerup A/S udfører nedrivnings- og miljøsaneringsopgaver i hele landet, men har på det seneste faktisk haft travlt i nærområdet.
Foruden den større opgave i Køge, har man for Bane Danmark nedrevet tre jernbanebroer på strækningen fra Køge-Næstved, for at give plads til højere broer, ligesom at Grøndalsskolen i Haslev også er nedrevet.
Henrik Hockerup Keller fortæller om nedrivningen af jernbanebroerne:
- Vi har stor erfaring med neddrivning af jernbanebroer. Det sjove ved den type opgaver er det tidspres man arbejder under. Der er ofte tale om, at hele nedrivningen skal være færdig på blot 24 timer.
Det stiller krav om, at alt er planlagt ned til mindste detalje - og allerede inden for et døgn, får man afregning på hvordan det er gået. Det kræver virkelig kendskab til området - og det blev vi heldigvis bekræftet i at have - også i de nylige tilfælde, siger han.