Rådmand vil have tre spor på Oddervej
Fristen forlænges, så man nu indtil 18. maj kan byde ind på fire scenarier for Oddervej
Skal der være tre spor på Oddervej fra Hørretvej til Ringvej Syd? Skal Sandmosevej genåbnes? Eller skal svingbanen forlænges?
Fristen for at indsende sit bud på en kommende løsning for trafikken på Oddervej er nu forlænget til 18. maj.
Oprindeligt var det 4. maj.
“Der var et ønske lokalt fra borgerne om at få længere tid, og det har vi imødekommet,” siger Kristian Würtz (S), der er rådmand for Teknik og Miljø.
Han præsenterede på et borgermøde på Vilhelmsborg den 23. april fire mulige scenarier, der skal øge fremkommeligheden på den stærkt trafikerede indfaldsvej.
Selv hælder han til det fjerde scenarie med to vejbaner på strækningen fra Hørretvej ind mod byen til Ringvej Syd.
“Jeg vil vælge den model, hvor vi får maksimeret fremkommeligheden på Oddervej mod Ringvej Syd mest muligt, og mindsket trængslen på vores indfaldsveje. Med scenarie fire ser det ud til, at vi med et meget beskedent indgreb markant kan forbedre trafiksituationen, og derfor ser den løsning umiddelbart mest attraktiv ud,” siger Kristian Würtz.
Udover at strege op til tre vejbaner lægger scenarie fire også op til at spærre Brunbakkevej af ud mod Oddervej.
Formanden for fællesrådet for Beder, Malling og Ajstrup er enig i, at det fjerde scenarie er den bedste løsning.
“Det er den rigtige løsning, som vi indtrængende vil anmode om tages i brug,” siger Jørgen Bak, der som formand står for at formulere rådets fælles svar til kommunen.
“Vi synes helt klart, at man skal have så få tilkørsler til Oddervej som muligt. Det, ved man, virker trafikmæssigt,” siger Jørgen Bak.
Utilfredshed i Skåde
Det var åbningen af det nye Moesgaard Museum og deraf følgende vejlukninger og ensretninger, der i efteråret fik borgerne i Skåde til at skælde ud. De følte sig spærret inde.
Lukningen af Sandmosevej består, og Trafikgruppen, der repræsenterer mere end 400 parceller i Skåde, er langt fra tilfreds med rådmandens fire scenarier.
“Det er en ommer. Vi skal ikke spises af lappeløsninger som at lave ekstra vognbane. Den rigtige løsning er at lave et regulært kryds, hvor Ringvej Syd rammer Sandmosevej Og det må man dykke ned i sparekassen for at gøre,” siger Werner Kaihøj, der er talsmand for Trafikgruppen.
Rådmanden vil nu kigge nærmere på de henvendelser, borgerne sender ind. Men han understreger, at det ikke kun handler om, hvad borgerne lokalt ønsker.
“Rigtig mange aarhusianere er hver dag generet af kødannelser på Oddervej. Det her handler ikke om, hvad der er flertal for i nærområdet,” siger Kristian Würtz.
I slutningen af maj forventer rådmanden at have en indstilling klar til byrådet.