Fortsæt til indhold

Tidligere Kolind-dreng vandt DM

21-årige Frederik Mogensen med en fortid i Kolind er blevet Dansk Mester i bænkpres

Samfund
Mogens Greve

21-årige Frederik Mogensen er blevet Dansk Mester i bænkpres klassisk for Herre Junior 83 kg. Han bor og træner i dag i Aalborg, efter i sommer på Sportshøjskolen i Aalborg at have færdiggjort uddannelsen som diplomtræner i styrketræning.
”Jeg startede med at træne i Sundhedshuset i Kolind, da jeg gik i 9. klasse,” fortæller Frederik Mogensen.
”Men jeg måtte stoppe, da jeg blev skadet.”
Senere kom han dog i gang igen, og i 2013 hjalp en fysioterapeut ham for alvor på vej, så han lige så stille kunne klare mere og mere.
”Jeg træner nu 5-9 gange om ugen. Ved DM klarede jeg 145 kg, og mit mål er 200 kg.”
Til drømmen knytter der sig et skifte fra 'klassisk' til 'udstyr', hvor det i 'udstyr' er tilladt at bruge en specialdragt som gør det muligt af løfte endnu mere.
”Jeg har hørt om nogen, der løfter det dobbelte, så mit mål om 200 kg holder jeg fast i.”
Frederik Mogensen går lige nu med overvejelser om at tilmelde sig DM i slutningen af november, og det løfter drømmen yderligere - som den vægtstang, der bare liiige skal have det sidste.
”DM giver jo mulighed for kvalifikation til EM og VM.”
Frederik Mogensen søgte ind på en uddannelse som fysioterapeut - men kom ikke ind. Han prøver måske til igen - for at komme lidt nærmere slutmålet om eget center med træning og fysioterapi.