Fjordspor

Når jeg kigger på et kort over Danmark, så slår det mig altid, at Danmarks mund må være Vejle fjord. Man kan vel sige, at det kan Horsens og Kolding fjorde også være, men de virker bare så forkerte og nå ja, man er jo også lokalpatriot, så selvfølgelig er den smukke Vejle Fjord Danmarks mund. Lige til at kysse med.
Fjorden har alle dage været en naturligt del af mit liv. Ikke fordi jeg har dyrket den sådan voldsomt meget, men som barn besøgte jeg nogle gange familiens Quist sommerhus i Hvidbjerg, om efteråret tog mig og mor og far og min søster i Dyrehaven, og nu her som voksen er især Holtser Hage på sydsiden og Juelsminde og Tirsbæk på nordsiden foretrukne besøgsmål.
Fjorden er og bliver et fantastisk sted, og dens historier står nærmest i kø for at blive fortalt, for hvor der er vand, endda kombineret med stejle bakker, så er der liv. Og især gennem de seneste 150 år, har fjorden trukket mennesker til sig.
Det kan man læse i den helt nye friske bog, 'Vejle Fjord - Historie, natur, mennesker, kultur'. En noget altfavnende og småkedelig titel, men bogen er alt andet end kedelig. For sådan en lokalpatriot er bogen et must. Den er spækket med super fede oplysninger om den verden, som jeg har lige uden for døren.
Ok, lige uden for døren er vores have, men toppen af en bakkerne på Uhrhøj, men nedenfor bakken og lidt til venstre starter den. Eller måske nærmere slutter den.
Fjorden. 32 kilometer lang, i hvert fald på nordsiden. På sydsiden er den er den kun 20 kilometer lang.
Og undervejs står fortidens, og nutidens, historier i kø. I bogen beskrives kendte steder som Tirsbæk, Skyttehuset, Kellers Park og Hvidbjerg, men også de mere 'ukendte' områder som Vindingland og Træskohage Fyr.
Bogen mangler måske lidt flere historier om røvere og fattige og andet godtfolk, men man må sige, at Vejle Fjord har været et yndet sted at slappe og måske endda feste, og det er nu også super læsning. Især fordi der er så mange ting, man bare ikke vidste, men som er sjov læsning.
Tag nu Hvidbjerg. Et kendt sommerhusområde nu til dags, men engang var der jo nærmest tale om en ødemark, med nogle få gårde og fiskehuse. Selve klitten har sandlag, der går imponerende 22 millioner år tilbage, men man skal ikke længere end 104 år tilbage for at finde stedets første sommerhus.
Historien om Skyttehuset byder også på en historie om fugleskydning, hvor byens bedsteborgere opførte sig så larmende, når fuglekongen var blevet fundet, at de andre borgere i Vejle ikke kunne sove for larmen. Borgmesteren endte med at forbyde traditionen.
Sådan er der så meget, når man har Danmarks kyssemund nær sit dørtrin, og når jeg læser bogen, får jeg endnu mere lyst til en tur ud til fjordens og dens historie.
Jeg skrev engang en historie for Jydske Vestkysten om en kvinde fra det midttyske, der af familien havde fået en tur til Fanø i 80 års fødselsdagsgave. Hun havde nemlig aldrig set havet.
Det var en overvældende oplevelse for hende at sidde der på kanten af Vesterhavet. Sådan har vi det jo ikke med den bløde, bugtende fjord. Den er jo en selvfølge for os.
Men selv i en selvfølge kan man blive klogere på det selvfølgelige, i det her tilfælde fjorden. Den er Danmarks kyssemund, og derfor får den lige et vådt kys.