Fortsæt til indhold

“Jeg spiller sgu for at vinde”

Peter Rosenmeier vil vinde EM-guld på hjemmebane. Og så vil han vise handicapidrætten frem

Samfund
Af Jonas Erboe

Peter Rosenmeier er født med arm og ben defekt. Det betyder, at han mangler tre fingre på sin venstre hånd og halvdelen af højre arm og ben. Peter Rosenmeier er forsvarende Europamester i parabordtennis, og nu skal titlen genvindes på hjemmebane i Vejle.
“Målsætningen er guld. Og det skal hjemmebanen være med til at hjælpe mig frem til,” siger han.
I 14 år har Peter Rosenmeier spillet bordtennis. Deltaget ved EM, VM og spillet foran 8000 mennesker til OL i Kina. Alligevel bliver det en anderledes og helt speciel følelse at træde ind i DGI-husets nye arena, Spektrum, til sin første kamp i turneringen.
“Jeg glæder mig helt vildt. Det bliver fedt at spille på hjemmebane, da det også er en chance for at vise os frem. Vise handicapidrætten frem foran et forhåbentligt stort publikum,” siger han.
LÆS OGSÅ: Vejle vil være handicapidrættens hovestad

Et større mål

Peter Rosenmeier bruger ugentligt 25 til 30 timer på at spille bordtennis. De mange træningstimer skal være med til at sikre guldet. For når Peter Rosenmeier først står på banen i Spektrum, har han kun en tanke i hovedet: sejr. Men sejrene og spillet på banen skal også være med til at tjene et større formål. Netop at vise handicapidrætten frem for sin bedste side.
“Nogle har måske en forudindtaget ide om, hvordan handicapidræt er. Den kan vi måske være med til at ændre. For jeg spiller ikke bare, fordi jeg synes, det er sjovt. Jeg spiller sgu for at vinde,” siger han.
Peter Rosenmeier spiller sin første kamp mandag den 12. oktober.