Fortsæt til indhold

Familien har brug for, at du dropper de urealistiske forventninger

Fokuser på fællesskabet, opfordrer familieterapeut fra Fredericia

Samfund
Lars Saugbjerg

Sikke en trædemølle, og hvor har den travlt - den moderne familie. Rengøring, indkøb, madlavning, sport, lektier, opdragelse, hjemmebag - og en karriere ved siden af... Men sådan er det bare.
“Accepter tingenes tilstand,” siger par- og familieterapeut Britt Højmark fra Fredericia.
Skal den moderne familie fungere handler det naturligvis - igen - om kommunikation og forventningsafstemning. Trælse ord, men så bare kald det noget andet. Snak sammen og vær enige. Kort og godt handler det om nærvær og opmærksomhed.
“Et parforhold består af to individer, der sammen danner et 'vi'. En familie er også et 'vi' - et fællesskab, hvor man ikke er alene. Man er sammen, og har pligt til at få det til at fungere,” siger Britt Højmark, der slår fast, at mange er urealistiske omkring, hvad man kan få til sig selv i et parforhold eller en familie.
“De glemmer, at der er tale om et fællesskab. De forventer, at der er plads til al mulig andet: Tøseaften og fitness fem gange om ugen - og så parkerer de bare børnene, indtil de har lyst til at trække dem frem.”

Ret fokus mod ’vi’

Men samtidig er det også urealistisk at familien kan bestå, hvis mor og far ikke laver andet end at servicere børnene. For eksempel som 'taxachauffør' til alle fritidsaktiviteterne.
“Man passer og plejer ikke fællesskabet på den måde, for så er fokus jo kun rettet mod børnene. Fokus skal være rettet mod 'vi'. Hvad kan hver enkelt bringe ind i fællesskabet, så det fungerer bedst muligt. Det skal alle overveje. 'Vi' skal plejes, og samtlige familiemedlemmer skal gøre det.”
Nogle faser i ens liv kan natuligvis være mere udfordrende end andre.
“Men når man som par eller familie har 'committed' sig til fællesskabet, vil eventuelle afsavn blot være små dønninger, der i stedet for at lave revner i fællesskabet og forholdet, skaber endnu større samhørighed.”
Når man får børn og bliver til en familie, kan parrets 'vi' blive sat på en prøve.
“Mit råd er: Hold fokus på 'vi', vær realistisk og drop ambitionerne om det frie liv med fitnesscentret, byture og smart i en fart. Nyd i stedet fasen, hvor I er de vigtigste personer i barnets tilværelse. Igen: Accepter tingenes tilstand. Men ryd op i alle pligterne. Hvor ofte er det nødvendigt at gøre rent. Måske kan indkøbene tilrettelægges på en anden måde.”
Vær i øvrigt også opmærksom på, at mobiltelefoner kan være en kæmpe trussel mod familiens fællesskab. Den forstyrrer begrebet 'vi'.

Hellere par end single

Ifølge Britt Højmark har landets medier gennem en længere årrække udsat familierne for et benhårdt pres.
“Medierne har i den grad fokuseret på singler. De har haft meget travlt med at beskrive det fantastiske singleliv. Friheden, karrieremulighederne - og sexlivet. Folk, der lever i et parforhold, er blevet pålagt, at hvis de ikke knalder fem gange om ugen, har de vildeste orgasmer og den mest alternative tilgang til sexlivet - jamen, så er det jo dødt. Så er det ikke noget værd. De tror ikke, at deres familier er velfungerende. Men husk nu: Familier kan holde om hinanden, rose hinanden og give udtryk for, at man er glade for hinanden. De kan dele livet og alle oplevelserne med hinanden. Glem aldrig det.”


Nyd i stedet fasen, hvor I er de vigtigste personer i barnets tilværelse.
Britt Højmark
Par- og familieterapeut