Fortsæt til indhold

Udflytning giver 40 nye arbejdspladser i Skanderborg

I kølvandet på Venstre-regeringens plan om at udflytte statslige arbejdspladser til provinsen skal 40 arbejdspladser fra Bygningsstyrelsen flyttes til Skanderborg

Samfund
Af Grethe Bo Madsen

40 arbejdspladser fra Bygningsstyrelsen - 32 fra Valby og 8 fra Aarhus - skal nu flyttes til Skanderborg. Det blev afsløret torsdag 1. oktober, da Venstre-regeringen præsenterede sin plan for udflytning af statslige arbejdspladser til provinsen.
“Vi gik til valg på at skabe en mere ligelig fordeling af statslige arbejdspladser i Danmark. Det er det, vi i regeringen nu præsenterer vores løsning på. Jeg glæder mig meget over det,” udtaler transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt.
“Jeg synes, at der på Transport- og Bygningsministeriets område er fundet en god balance. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for, at alle de dygtige medarbejdere, vi har, bliver inddraget, så vi sammen kan finde de rigtige løsninger på, hvordan udflytningerne skal foregå.”
Skanderborgs borgmester, Jørgen Gaarde (S), glæder sig over udflytningsplanen:
“Det er en rigtig god nyhed at der nu flyttes arbejdspladser fra Bygningsstyrelsen til Skanderborg Kommune. Byrådet har været meget optaget af at sikre Vejdirektoratets fortsatte tilstedeværelse i Skanderborg. Det er lykkedes og i tilgift får vi nu 40 nye statslige arbejdspladser til kommunen.”
Bygningsstyrelsen flytter ind og skal bo dør om dør med Vejdirektoratet på Thomas Helsteds Vej i Skanderborg.
Udflytningen omfatter knap 3900 statslige arbejdspladser, der skal flyttes fra Københavns-området til 38 byer i provinsen. Det gør udflytningsplanen til den største i Danmarkshistorien. Regeringen vil afsætte 400 millioner kroner til at føre planen ud i livet. Udflytningen forventes at være på plads med udgangen af 2017.