Fortsæt til indhold

Tanker om savn og store øjeblikke

10. klasse på Auning Skole laver udstilling på Dansk Landbrugsmuseum gl. Estrup

Samfund
Anette Bonde

“Vi maler himmel og hav, og så har vi fået hjælp til at sy et himmelloft med vat som skyer. Det skal ligne, at man er i himlen”, forklarer Benjamin Lauge. Han, Mads Krause, Rasmus Hansen og Rasmus Fravn står midt i en kulisse på Dansk Landbrugsmuseum Gl. Estrup og er i gang med den blå maling.
Deres tema i den kommende udstilling på museet er “Store øjeblikke”, og de har været rundt og interviewe mennesker de kender, om deres liv og hvilke øjeblikke, der var deres største. Det er der kommet en del citater med om det første barn, ferieoplevelser og vielser.
10. klasse på Auning Skole er inviteret af museet til at komme og fortælle, hvordan deres hverdag ser ud, og hvilke særlige oplevelser, de har haft. Udstillingen åbner på kulturnatten 9. oktober og vises frem til 22. december.

Forældre skal reflektere

Et andet sted på museet arbejder “Savn og skilsmisse”-gruppen. Tomas Christensen, Alexandra Mantovani, Maria Bjerregaard, Cecilie Knudsen, Katja Binnerup og Patricia Iwersen har fået snakket en del om skilsmisseramte familie i dag og om ægteskabelige stridigheder i gamle dage. De er kommet frem til mange tankevækkende udsagn:
“Hellere to familier, der bor hver for sig og er glade, end en far og mor, der skændes hele tiden.”
“Publikum skal tænke, at det ikke nødvendigvis er negativt at blive skilt.”
“Tænk over hvad børnene skal høre og hvad de ikke skal høre. Forældre skal lade være med at bagtale hinanden.”
Gruppen er blevet enige om at forældre, der besøger udstillingen, via billeder og citater skal reflektere over, hvordan børnene oplever skilsmisser.

Win/win for alle

Museumsinspektør Bettina Buhl fortæller, at museet med udstillingen vil vise, hvordan unge i dag har det, og hvordan de oplever det at bo på landet.
“De unge har meget at byde på, hvis de får en platform.”
Hun er glad for dette projekt, hvor 10. klasse-eleverne gennem en række besøg på museet en gang om ugen igennem efteråret laver den udstilling, der åbner på Kulturnatten. De får hjælp af museets medarbejdere, både til det praktiske og det teoretiske. Hun kalder det en win/win for både eleverne og for museet.
“Museet får meget at vide om de unge og hvad de brænder for med henblik på formidling fremover. Samtidig kan museet i kraft af vores erfaring og viden bidrage til elevernes undervisning, for eksempel fortælle om historien og perspektivere og relatere den.”