Skanderborg etablerer nødberedskab for handicappede børn og ældre
Efter at Centrum Turist, der er hovedleverandør af persontransport i Skanderborg Kommuner, mandag morgen gik konkurs, har kommunen indført et nødberedskab
“Vi er kede af konkursen, som rammer mange af vores borgere. Vi har iværksat et midlertidigt nødberedskab, som tager over, når kørslen stopper. Lige nu arbejder vi på højttryk, så konkursen giver så få gener som muligt for vores borgere, men vi kan ikke undgå, at der vil ske forsinkelser og uforudsete hændelser i en periode. Vi retter løbende til og forventer at være tilbage på 100 procent normal drift – forhåbentlig i løbet af en kort period.”
Sådan lyder meldingen mandag formiddag i en pressemeddelelse til Lokalavisen fra indkøbs- og udbudschef i Skanderborg Kommune, Asbjørn Kjærgaard, ovenpå nyheden om, at Centrum Turist, der er hovedleverandør af persontransport i Skanderborg Kommune, er gået konkurs.
Skanderborg Kommune var ved middagstid mandag klar med et nødberedskab, men ændringen kan i en periode give gener for kørslen af børn til og fra specialskoler og af ældre til dagcentre samt til læge og genoptræning.
Kommunen har i forbindelse med busselskabets konkurs oprettet en telefonisk hotline, hvor borgerne kan få svar på spørgsmål om buskørslen.
Drejer det sig om Børn og Unge-området kan man kontakte hot-linen på 8794 7349 eller 4024 2666 fra klokken 06.00 om morgenen. Fra klokken 08.00 kan man – ud over ovenstående numre – ringe på 8794 7337.