Aarhus-saxofonist trækker USA til byen
Christian Vuust har indspillet nye versioner af gamle, danske sange i selskab med amerikansk jazzpianist. Nu turnerer de
Store, danske tekst- og sangskrivere som Kai Normann Andersen, Poul Henningsen og Sebastian bliver blandet med amerikanske kolleger på nyt album.
Den aarhusianske saxofonist Christian Vuust har i samarbejde med den amerikanske jazzpianist Aaron Parks indspillet et nyt album med instrumentale fortolkninger af deres musikalske rødder.
Det er numre som 'Man binder os på mund og hånd' , 'Vårvise' og 'Sig nærmer tiden, da jeg må væk', som på pladen får selskab af blandt andet 'Foolin myself' og 'Gone with the wind'.
“Det er en kærlighedserklæring til de her sange, som afspejler vores rødder. Selvom vi holder af at komponere selv, så er der også en stor kvalitet i at kigge indad og arbejde med de sange, som man er vokset op med,” siger Christian Vuust, der mødte Aaron Parks i New York i 2013.
Sammen indspillede de albummet 'Urban Hymn', som fik en DMA-nominering i 2014.
“Jeg var meget spændt på, hvordan han reagerede på de danske melodier, som han jo ikke havde hørt før. Men der kom så god musik ud af det, at jeg besluttede mig for, at det skulle udgives,” siger Christian Vuust.
Han kalder genren for moderne mainstream jazz.
“Hverken Aaron Parks eller jeg har gået i skole hos jazz-politiet. Vi har en bred og blandet musikalsk baggrund og giver plads til at blande genrerne,” siger Christian Vuust, der også stadig er aktiv som den ene halvdel af Den Danske Salmeduo, som også laver instrumentale fortolkninger.
“Jeg holder meget af at prøve at tage de velkendte sange et andet sted hen. Når der ingen sang er, sætter vi fokus på melodien og stemningen,” siger Christian Vuust.
Sangteksterne udgives separat i en medfølgende bog, hvori der også er et essay, et digt og historien bag sangen.