Fortsæt til indhold

Musik er livsglæde - det går lige i hjertet

Hit Patruljen er bare så klar til det store brag, når de på fredag skal på scenen i HGP 2015 som finalist nummer fem

Samfund
Grethe Bo Madsen

Har vi en vinder sang her? Ja, det tror jeg da nok lige, vi har. Men sangen kan jeg desværre ikke få lov at høre, for sådan er reglerne, når Handicap Melodi Grand Prix - HGP 2015 - er lige på trapperne.
“Men du må godt få at vide, at det er en stille sang - en rigtig sjæler.”
Dorthe Andersen, Mergin Pece, Erik Nielsen og Torben Hedegaard har sat instrumenterne til side for at mødes med Lokalavisen.
Selvom det er deres faste øvedag, og der kun er kort tid tilbage, inden det går løs ved HGP 2015, stiller de op til interview sammen med Bo Halvor, der spiller klaver og hjælper dem med alt det praktiske.
Tilsammen udgør de Hit Patruljen. For et år siden spillede de sig helt til tops ved HGP i Viborg og hev sejren hjem til Skanderborg. Nu håber de med sangen 'Kommer hjem' at kunne gentage bedriften, når HGP 2015 går løs på Skanderborg Gymnasium på fredag.

Hvor blev hyldesten af?

“Det var så helt utrolig fedt at vinde. En oplevelse helt uden lige. Vi købte champagne og skålede. Nu er vi selvfølgelig spændte på, om vi kan gøre det igen,”fortæller Dorthe.
“Da vi vandt i Viborg, tænkte jeg, om vi mon ville blive modtaget og hyldet på rådhuset - men det skete jo så ikke lige,” husker Torben med et stort grin, og tilføjer lidt eftertænksomt:
“Gad vide, om vi ville blive taget i mod af borgmesteren, hvis vi blev dobbelt melodi grand prix vindere.”
Måske nogen lige skulle lade en bemærkning falde på rådhuse.
Alle fire i bandet er erfarne musikere, der efter et travlt forår og en god sommer, hvor de har været ofte på farten for at optræde, nu er i fuld gang med at øve nye numre til næste sæson.
Erik har spillet keyboard i en del år, og det samme har Dorthe. Hun spiller med i flere bands og spiller også Harmonika, dog ikke lige i Hit Patruljen.
Også Torben, der spiller trommer, har spillet i rigtig mange år og er aktiv i flere bands. Mergin, der tager sig af bassen, har en fabelagtig evne til at spille efter gehør og kan hurtigt afgøre, hvilken toneart, der spilles i - og om alle spiller rent.
“Det er sjovt at spille og det bliver simpelthen aldrig kedeligt. Musikken er bare så vigtig for ens gode humør. Musik kan gøre alle dage gode. Det er livglæde. Det kan mærkes i hjertet. Man bliver så glad og afslappet og griner og snakker,” fortæller de.

Erik leverer vokalen med sikker røst. Går alt efter planen på fredag, så har han endnu engang sunget Hit Patruljen helt til tops.

Workshop for finalisterne

Selvom HGP først er på fredag, skal de fire allerede i sving torsdag. Da er der nemlig arrangeret en stor musik-workshop for alle de ti finalister, der skal på scenen i årets HGP, forklarer Bo Halvor:
“Der er alle bands samlet til lydprøve og her vil viceborgmester Frank Damgaard give dem nogle gode tricks til, hvordan man bliver god til at optræde på en scene.”

Dorthe spiller keyboard og synth og er også skrap med en harmonika, dog ikke i Hit Patruljen. Den spiller hun på i andre bands.