Vin er poesi på flasker
Amico er bedste ven med de kostelige dråber fra Italien. Fra Piemonte kommer både hvide og røde typer
På Nordrevej i Markusminde ved Lading står et skilt ved vejen: Amico Vin.
Her sælges vin fra Italien.
Skiltet på bordet røber endnu en sandhed: “Vin er poesi på flasker.”
”Det startede vel for 15 år siden under et turistbesøg. Vi faldt for italienerne og deres vin,” fortæller Ole Henriksen, der sammen med fru Karin efterfølgende har besøgt landet et utal af gange.
For halvandet år siden gik salget af de italienske vine så i gang.
Mest unikke mærker
De fleste af vinene på hylderne er af den slags, man ikke finder andre steder.
Ole og Karin besøger selv de vingårde, der leverer til Amico. Hos en af dem har de været otte gange for at overnatte og se og smage på vin.
Vinen komme fra Piemonte-regionen, Mest kendt for hvidvin, men skønne rødvine kan de også lave.
Får en historie med
Prisen på de vine, som er til salg hos Amico ligger ikke i bund: ”Vi kan ikke konkurrere med supermarkederne ved at sælge til 50 kroner pr. flaske,” fortæller Ole Henriksen og føjer til: “Men vi sælger jo samtidig en historie.”
Amico laver også vinsmagninger. Næste gang i i Lading Forsamlingshus 17. november.