Aarhus Pigekor i international sang-dyst
Aarhus Pigekor skal i weekenden dyste ved den internationale kor-konkurrence 'Let the Peoples Sing' i München. Målet er en topplacering og allerhelst at bringe vindertrofæet 'The Silver Bowl' hjem til Aarhus.
Aarhus Pigekor blev i august 2014 udvalgt af Danmarks Radio til at repræsentere Danmark i 'Let the Peoples Sing' og fik i januar i år at vide, at de havde kvalificeret sig til en finaleplads.
'Let the Peoples Sing' er arrangeret af den europæiske sammenslutning af public service tv- og radiostationer European Broadcasting Union. Konkurrencen er udvidet til at omfatte deltagere fra de europæiske lande og USA, og det betyder, at Aarhus Pigekor synger i kategori med et rumænsk børnekor og et blandet ungdomskor fra New York.
"Jeg plejer at sammenligne Aarhus Pigekor med topatleter fra sportens verden. Det er den samme mængde talent, træning og målrettet indsats, der kræves for at gøre sig gældende på højeste internationale niveau," siger leder af Aarhus Musikskole Lars-Ole Vestergaard, i en pressemeddelelse.
DRs P2 sender direkte fra konkurrencen 11. oktober klokken 19, og det er muligt
at livestreame finalen på DR’s hjemmeside www.dr.dk/p2koncerten .