Butikker i både Grenaa, Silkeborg og Roskilde
Landmad.dk startede i Grenaa og åbner nu yderligere to butikker, og flere er på vej
Louise Dolmer åbnede Landmad.dk på Kannikegade i Grenaa for to år siden. I mellemtiden har hun fået dannet et Landmad-team, og sammen med dette har hun arbejdet målrettet på at få gjort butikkens koncept landsdækkende. Om nogle få uger åbner der således Landmad-butikker med hver sin webshop i Silkeborg og Roskilde. Flere byer landet over kan også se frem til at få deres egen gårdsalgsbutik med varer fra lokale producenters stalde, hønsehuse og marker.
“Landmad er et helt nyt koncept med butikker og cafeer, som forener det bedste fra gårdbutikken og købmandshandlen”, siger Louise Dolmer.
Læs også: Nyt brød udviklet ved et tilfælde af bageren og kokken
Butikker og caféer
Lørdag 24. oktober åbner butikken i Silkeborg, og 1. november kommer turen til Roskilde med en 400 kvadratmeter stor butik. Planen er at etablere 50 butikker og lokale webshops fordelt i Danmark. De skal også servicere de lokale restauranter og storkøkkener.
Butikkerne er på franchise-basis, og Louise Dolmer fortæller, at der er 45 på venteliste, som gerne vil have sin egen Landmad-butik. I 2016 forventer hun, at der vil åbne yderligere syv butikker.
Også de lokale producenter melder sig i en lind strøm som leverandører.
“Når vi alle sammen har det lige omkring os, så er det da tosset ikke at spise det i stedet for at sætte tænderne i importeret mel og kød.”
Smag og kvalitet
“Vi brænder for at bevare og udvikle de gode produkter fra den danske bondekultur, som langsomt er ved at svinde bort. Vi har plads til alle. Både øko og ikke øko, bare de laver den bedste smag og kvalitet, og har omtanke og hjertet med i deres produktion.”
Læs også: Landmad.dk får butikker i hele landet
Louise Dolmer fik ideen til Landmad, da hun for fire år siden åbnede sin egen gårdbutik, hvor hun solgte sit og husbondens limousinekød, mel og havre sammen med forskelligt kunsthåndværk.
“Mine kunder var glade for de lokale og gode varer, men det er simpelthen for krævende for en familie at skulle køre rundt til tre eller fire gårdbutikker fredag eftermiddag med ungerne på bagsædet. Det skal være samlet et sted.”
Læs også: Gårdbutikken flytter ind midt i byen