Finanslov løser ikke industriens problemer
Dansk Metal er tilfreds med, at regeringen med finansloven lægger op til at fjerne NOx-afgiften, men advarer kraftigt mod besparelser på erhvervsuddannelserne.
INDUSTRI Regeringen lægger i sit udspil til finanslov op til at forbedre vilkårene for danske industrivirksomheder, bl.a. ved at fjerne NOx-afgiften. Det glæder fagforbundet Dansk Metal:
- Industrien er vigtig for Danmark. Mange hundrede tusinde arbejder i industrien, og næsten halvdelen af eksporten hentes hjem af produktionsvirksomhederne.
Mange af dem blev uretfærdigt hårdt ramt af NOx-afgiften, som udfordrede konkurrencekraften, og derfor er det meget fornuftigt, at regeringen nu lægger op til at fjerne den, siger Claus Jensen, forbundsformand for Dansk Metal.
Han advarer dog samtidig mod andre elementer i regeringens finanslovsudspil, som vil have negative konsekvenser for industrien, bl.a. store besparelser på erhvervsuddannelserne:
- Sidste år lavede man en glimrende reform af erhvervsuddannelserne, som øgede kvaliteten og højnede niveauet. Den reform var nødvendig for at sikre, at der bliver uddannet langt flere dygtige faglærte.
Derfor er det helt forkert, at regeringen nu følger reformen op med et krav om massive besparelser på erhvervsskolerne, mener Dansk Metals forbundsformand, Claus Jensen.
Ifølge analyser fra både AE-Rådet og Dansk Industri vil der i løbet af få år være massiv mangel på faglærte især inden for jern- og metalområdet, og derfor er der behov for, at langt flere unge tager en erhvervsuddannelse – og at uddannelserne er på et højt fagligt niveau. Dansk Metal opfordrer derfor regeringen til at droppe besparelserne:
- Regeringen har i regeringsgrundlaget sat sig som mål, at den nye reform af erhvervsuddannelserne skal føres ud i livet på den bedst mulige måde for at sikre, at erhvervsuddannelserne er attraktive.
Det er mig en gåde, hvordan det går hånd i hånd med massive besparelser på netop erhvervsuddannelserne. Nu skal vi ikke spænde ben for os selv. Derfor håber jeg, at politikerne besinder sig, når nu de skal lande en finanslov for 2016, siger Claus Jensen og understreger, at det vil koste Danmark vækst og arbejdspladser, hvis målet ikke nås:
- Hvis virksomhederne ikke kan få den arbejdskraft, de har behov for, så går ordrerne uden om Danmark, og det vil koste arbejdspladser og vækst. Det bliver meget dyrt, advarer Claus Jensen. Han opfordrer regeringen til i stedet at investere i ordentlige rammer for dansk industri, og peger især på to områder:
- For det første har erhvervsuddannelserne brug for nye maskiner og nyt udstyr, ligesom der skal skrues op – og ikke ned – for den jobrettede efteruddannelse, så flere kan få de kurser og certifikater, som industrivirksomhederne kræver.
Og for det andet bør regeringen sætte penge af til at videreføre Markedsmodningsfonden, der har haft stor succes med at støtte virksomheder, så de kan sælge deres produkter på endnu flere markeder, fastslår Claus Jensen.
sl