Fire lejligheder i København eller én i London
Trods pæne prisstigninger gennem flere år er lejligheder i København stadig langt billigere end i mange andre storbyer rundt omkring i verden
København er langt nede på den globale prisliste over lejligheder i verdens storbyer.
I London for eksempel - blot halvanden times flyvning fra Danmark - er priserne på boligmarkedet nærmest eksploderet. Det betyder, at købere nu skal have næsten 13 mio. kr. op af lommen for en centralt beliggende gennemsnitslejlighed på 80 kvadratmeter. I København er prisen for en tilsvarende lejlighed knapt 3 mio. kr.
Det viser beregninger, som Nybolig har foretaget med udtræk fra den internationale statistikdatabase Numbeo.
"Man kan købe 4-5 lejligheder centralt i den danske hovedstad for samme beløb, som én lejlighed i London koster," fortæller pressechef i Nybolig Kim Pauli.
De eksplosive priser i den britiske hovedstad betyder, at London er en af de dyreste storbyer i verden at købe lejlighed i.
"Men det er også klogt at finde den store tegnebog frem, hvis man agter at købe en lejlighed i for eksempel New York City, Hong Kong eller Singapore, hvor prisen for en bolig på 80 kvadratmeter er 10-12 mio. kr. Også Paris er godt med. Her koster en lejlighed i samme størrelse ca. 7,6 mio. kr. Selv Stockholm og Oslo er dyrere end København," siger Kim Pauli.
Flere faktorer
En lang række forhold er afgørende for, hvad en lejlighed koster rundt omkring i verden.
"Udbud og efterspørgsel er en væsentlig faktor, altså om der er nok til salg, i forhold til hvor mange der gerne vil købe. Men også bl.a. indkomstforholdene og det generelle prisniveau i et land spiller ind på boligpriserne," siger Kim Pauli.
København oplever i disse år en iøjnefaldende tilstrømning af nye borgere, og når byen alligevel ikke oplever et større pres på priserne, end tilfældet er, hænger det sammen med, at København i modsætning til mange andre storbyer har relativt gode muligheder for at bygge nyt – også på centrale beliggenheder - og dermed kan byen tilgodese den stigende efterspørgsel. København skaffer plads ved at omdanne tidligere erhvervs- og havnearealer til boligområder, hvilket Nordhavnen er et eksempel på.
redaktion@pola.dk