Sprogskolen snakker sprog og færdigheder
AOF Sprogskolen i Grenaa startede op efter sommerferien med 30 unge på skolebænken
For 30 unge som ikke har fået dansk ind med modermælken, er AOF Sprogskolen i Grenaa den 'modersmålerstatning', der skal klæde de unge på til mødet med fremtiden i det danske uddannelsessystem og erhvervsliv.
”Meget er anderledes i Danmark i forhold til det, de unge kender andre steder fra, og blandt andet er de meget overraskede over at skulle uddanne sig for at gøre rent,” fortæller daglig leder af AOF Sprogskolen i Grenaa, Vivian Dal-Jensen.
Gør kursisterne klar
Sprogskolen arbejder med at gøre de 18-30-årige kursister klar til at blive en del af det danske arbejdsmarked, så de bliver i stand til enten at få et job eller påbegynde en uddannelse.
”For tiden har vi to hold, der i samarbejde med Viden Djurs deltager i et 12 ugers forløb om henholdsvis rengøring og mekaniker.”
Typisk sker visitationen til sprogskolen gennem henvendelse på Jobcenter Norddjurs, og den unge indbydes så til en samtale med vejleder/visitator for at hør om tilbuddene.
”Vi arbejder på at få aftaler med lokale om sprogpraktik, hvor de unge lærer sprog og prøver færdigheder af m.m. - og blandt andet får forståelse for vigtigheden af at møde til tiden.”
Sprogskolen håber over en bred kam at få flere aftaler i stand i Norddjurs - også om brobygningsforløb.
”Jeg hører meget gerne fra virksomheder i Norddjurs Kommune, som er interesserede i at få en ung sprogpraktikant. Det er ulønnet, og vi aftaler individuelle forløb - fra nogle timer om dagen til flere dages længde.”
Vivian Dal-Jensen siger, at hun også gerne hører fra nogen, som er interesseret i at få en voksen praktikant. Hun kan kontaktes på tlf. 4048 4228, vdj@aof.dk - se også aofcentermidt.dk.