Lodsedler fra Hinnerup Garden snart på gaden
I perioden fra 1. november til 27. november afholder Hinnerup Garden sit traditionelle julelotteri.
I lighed med tidligere sælges ialt 4.500 stk. lodsedler til en pris på kr. 20 pr. stk. Der er mange flotte præmier, som er skænket af forretningsdrivende i Hinnerup og omegn. Den samlede præmiesum er på kr. 30.000, skriver garden i en pressemeddelelse.
Medlemmerne i garden vil forsøge at komme rundt i alle husstande i Hinnerup og omegn og håber at de vil blive godt modtaget. Fra 7. november 2015 er det også muligt at købe lodsedler i midtbyen.
Overskuddet ved salget bliver brugt til køb af nye instrumenter og honorar til professionelle instruktører. Gardens brass band blev vinder af DM for Garder i koncertkategorien i sommers. Trommekorpset opnåede en ærefuld 6. plads. Så der er rigeligt brug for pengene.