Museum Nordsjælland får hovedsæde i Hillerød
Museum Nordsjælland rykker til Frederiksgade i Hillerød. Dog først fra 2017
Gribskov, Hillerød og Hørsholm kommuner har nu i fællesskab sikret nye lokaler til Museum Nordsjællands ledelse, administration og arkæologi. Museum Nordsjællands administrative hovedsæde kommer fra 2017 til at ligge bagved Folkemuseet i Frederiksgade i Hillerød.
Museum Nordsjælland blev skabt for små to år siden som en fusion af Folkemuseet i Hillerød, Hørsholm Egns Museum og Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre i Gribskov.
Baggrunden for museumsfusionen var dels et ønske om at sikre, at der også fremover var et arkæologisk museum i Nordsjælland dels et ønske fra såvel museer som kommuner om at skabe ”mere museum for pengene”.
For at det ny museum kunne effektivisere og opnå stordriftsfordele, var de tre kommuner fra starten indstillet på at finde nye lokaler til museets ledelse og administration.
Efter indgående forhandlinger og analyser af lokalemulighederne har kommunerne nu besluttet, at museets administration skal placeres i Frederiksgade 9 i Hillerød. Den 600 kvadratmeter store bygning har tidligere rummet kommunens tekniske forvaltning og er velegnet som nye museumskontorer.
Også arkæologien
Det er ikke kun administrationen, der samles i Hillerød, men også museets arkæologiske afdeling. Det er således ca. 22 arbejdspladser, der kommer til at dele adresse.
Museet råder i forvejen over nabobygningen, Elværket i Frederiksgade 11, så der bliver faktisk tale om et helt museumskompleks i Hillerød. Elværket har hidtil rummet både kontorer og udstillinger, men i fremtiden bliver udstillingsarealerne udvidet.
Stor renovering
Der skal udføres en omfattende renovering af bygningen, før de nye kontorer i Frederiksgade 9 kan tages i brug. Renoveringen og indretningen af bygningen anslås til at koste 5 mio. kroner.
Det er en udgift, der bekostes af Hillerød Kommune, som i budget 2016 har afsat 4 mio. kroner og i 2017 1,0 mio. kroner til formålet.
De tre kommuner deler udgifter til husleje mellem sig, og de afledte driftsudgifter deles mellem de tre kommuner og Museum Nordsjælland.
Gevalding løft
"På Museum Nordsjælland er vi rigtig glade for, at vore tre hjemkommuner har fundet sammen om den nye lokaleløsning," siger museumsdirektør Ole Lass Jensen, Museum Nordsjælland:
"Hele processen med at finde egnede lokaler har tydeligt vist, hvor engagerede kommunerne er i det nye Museum Nordsjælland – ja, i Nordsjællands kulturhistorie i det hele taget. Det bliver et gevaldigt løft for museet, når vi om halvandet års tid kan rykke en del af museet sammen i Hillerød. Samtidig sætter det en hel kædereaktion i gang, hvor også Hørsholm og Gilleleje kommer til at stå stærkt, når det gælder kulturhistorisk formidling. På den måde opnår vi det, der var meningen med at fusionere de tre gamle museer – mere museum for pengene."