Fortsæt til indhold

Flere end 160 erhvervsledere blev klædt på til fremtidens vækststrategi

Samfund
Arkiv

VÆKSTKONFERENCE Erhvervsledere fra Faxe Kommune og omegn blev guidet grundigt igennem fremtidens udfordringer og vækstmuligheder, da Business Faxe Copenhagen afholdte erhvervskonference om Big Future 2025.
Erhvervskonferencen blev skudt i gang med en stor NASA-rumraket der lettede på det store opsatte lærred, til stemningsfuld musik. Herved var scenen sat for Business Faxe Copenhagens store erhvervskonference om de fremtidsmuligheder som ligger forude for alle virksomheder.
Som indledning til selve Big Future 2025 konferencen, blev der fortalt om økonomisk bæredygtighed. Indlægsholderen var koncernchefen fra Nykredit, Bente Overgaard, som blandt andet fortalte hvordan Nykredit arbejder med en af Big Future 2025s helt store punkter, energieffektivitet.
Hertil har Nykredit både sat interne mål om reduktion af Co2, og lavet kundevendte klimatiltag som fx. boligeftersyn, der fokuserer på energibesparelse og klimatilpasning.
Herefter var det tid til en solid tapas-tallerken, hvorefter gæsterne var klar til erhvervskonferencens hoveddel, Big Future 2025 – Et fremtidsstudie, som sætter fokus på fire globale udfordringer og fem anbefalinger til at imødekomme dem.
Hvorfor det netop var fremtiden der var på programmet, forklarer Jesper Ib Paulsen, direktør for Business Faxe Copenhagen:
- Vi hjælper dagligt virksomheder med deres behov nu og her. Men efter at have været en af 150 virksomhedsledere der deltog i tilblivelsen af fremtidsrapporten Big Future 2025, fik min bestyrelse og jeg idéen til dette arrangement. Jeg mener at det er vores pligt at oplyse og forberede vores lokale virksomheder på de udfordringer, som indtræffer i fremtiden. Går man forberedt fremtiden i møde, bliver udfordringer til muligheder og vækst.

Megatrends og anbefalinger til at skabe holdbar vækst

Aftenens indlægsholdere og foregangsmænd for tilblivelsen af Big Future 2025 var Niels Duedahl (CEO SE), Ditlev Engel (Formand for Danmarks Grønne Investeringsfond) og Carsten Beck (Fremtidsforsker).
Fremtidsforskeren Carsten Beck fungerede i dagens anledning som konferencier, og i denne rolle præsenterede han aftenens to hovedtalere, Niels Duedahl og Ditlev Engel, som i et perfekt parløb gennemgik fremtidsrapporten, startende med de globale udfordringer – eller megatrends, som de bliver kaldt.
De fire megatrends er; Den voksende globale middelklasse, klimaforandringer, pres på ressourcer og digitalisering.
Efter en solid gennemgang af fremtidens største udfordringer, var gæsterne nået til aftenens klimaks: De fem anbefalinger for at skabe holdbar vækst, komme sikkert forbi udfordringerne og ind i fremtiden.
De fem anbefalinger, der blev præsenteret som svar på fremtidens globale udfordringer var: 1) Forstå din virksomheds værdiskabelse, 2) Invester og innover i dine kunders værdiskabelse, 3) Skab mere med mindre i alt hvad du gør, 4) Produktiviteten skal forbedres nu og 5) Sharing: del viden, gentænk ejerskabet og åbn døren på vid gab mod omverdenen!
En del af tiden gik på at forklare hvordan fremtiden ser ud – og i den fremtid, hvor vigtigt det er at man kender sit Co2-regnskab. Ditlev Engel forklarede, at virksomheder skal fokusere på at have et lavt Co2-forbrug, ikke bare internt i sin egen virksomhed, men hele vejen igennem produktionskæden af ens produkter.
Derudover blev det også pointeret, at det er vigtigt at tænke i produkter der ligger sig tættere op ad kundernes behov, end tilfældet er i dag.
Dette kan kræve at man samarbejder med andre virksomheder eller brancher, men dette skal man ifølge Ditlev Engel og Niels Duedahl ikke være bange for. Det er sådan man overlever i fremtiden.
Lars Elgaard, en lokal virksomhedsejer fra Haslev, var en af gæsterne til arrangementet og han vil bruge arrangementet og anbefalingerne til at gøre tingene anderledes i sin virksomhed,
- Jeg vil bruge anbefalingerne til at ændre lidt på den måde jeg ser på mine kunder og leverandører, samt på den type services vi vil tilbyde fremover. Der vil ikke ske revolutionerende ændringer over natten, men bevidstheden om mulighederne er vigtige at tage med sig i det daglige arbejde.
Arrangementet blev afsluttet med et sandt digitalt festfyrværkeri på storskærmen, inden deltagerne gik ud og afsluttede aftenen med lidt networking og et glas champagne.

Mellem indlæggene blev der også tid til networking.

Fra Big Future til Small Business

Om selve arrangementet var der rigtig mange positive tilkendegivelser, Lars Elgaard sagde blandt andet:
- Arrangementet var fremragende. Jeg synes det bragte Big Future til “Small Business”. Projektet blev fremlagt så det var til at forstå, og der blev sat rigtig mange tanker i gang.
Talerne var rigtig gode og de tog sig god tid til, at besvare spørgsmål fra salen.
Lige præcis at gøre fremtidsstrategier tilgængelige for store som små virksomheder, var et af målene med rapporten, derfor håber Mogens Birch-Larsen, ledelses- og bestyrelsesrådgiver i Næstved, også at alle tog fremtiden med sig hjem:
- Det var et fantastisk arrangement. Jeg håber inderligt at de mange gode budskaber skabte refleksion hos deltagerne omkring fremtidens udfordringer og muligheder.

Blandt indlægsholderne var en veloplagt Ditlev Engel, som blandt andet præsenterede deltagerne for 5 anbefalinger som svar på fremtidens globale udfordringer.