Så er jeg klar
Signe Køngerskov har i løbet af ugen forberedt sig til Hawaii VM Ironman lørdag
Signe Køngerskov debuterer i morgen i verdens største og mest prestigefyldte ironman-konkurrence, Hawaii Ironman, der samtidig regnes for verdensmesterskabet på distancen.
Den 37-årige Hillerød-triatlet rejste sammen med sin familie til Hawaii allerede i sidste weekend, og her har hun brugt hele ugen på at vænne sig til de anderledes forhold og forberede sig til ironman'en.
"Det er som ventet meget varmt og fugtigt her med temperaturer på over 30 grader og en relativ fugtighed på over 90. Derudover kan jeg godt fornemme den vind, som stedet er berygtet for, og som til tider kan være meget omskiftelig – nogle dage med let vind og andre dage op til kuling," fortæller Signe Køngerskov fra Hawaii.
Har testet ruterne
Signe Køngerskov, der blandt andet har cyklet en del på den åbne og øde cykelrute på Queen K Highway, er dog ved godt mod og føler, at hun nu er helt klar til udfordringen lørdag.
"Træningen er gået godt, og jeg har fået testet dele af ruterne i de forskellige discipliner. Så nu er jeg bare klar og spændt til på lørdag," slutter Signe Køngerskov, der har fået startnummer 1828.
Starten går lørdag morgen kl. 7.10 lokal tid. Det svarer til kl. 19.10 dansk tid. Hillerød Posten følger naturligvis op på, hvordan det gik Signe Køngerskov. Det gør vi på vores hjemmeside og i avisen. Signe Køngerskov kan desuden følges på www.ironman.com.
Lidt om billederne jeg har vedhæftet:
1000875: Test af cykelruten på Queen K highway, som går fra Kona og op til vendepunktet Hawi, som ligger på den nordlige del af øen.
1000906 + ekstra billede: Her går svømmestarten lørdag morgen.
1000870: Tirsdag aften var der ”Nations parade”, hvor deltagerne fra de forskellige nationer er med. Danmark stiller med hele 65 atleter.
”Wall” med navne og startnumre på samtlige deltagere.