Flygtninge er stadig ikke flyttet ind på Landerupgård
Det er foreløbigt lykkedes kommunen at skaffe nok boliger til flygtningene
I løbet af efteråret skulle 38 flygtninge flyttes fra Kolding centrum til den nedlagte institution Landerupgård 15 kilometer fra byen. Men det kommer alligevel ikke til at ske foreløbigt. Det går nemlig så godt for kommunen med at skaffe permanente boliger, at der endnu ikke er blevet behov for at tage Landerupgård i brug til midlertidig boligplacering. Det fortæller arbejdsmarkedschef Lasse Kamp.
“Vi er i den glædelige situation, at det er lykkedes os at skaffe permanente boliger til en masse flygtninge blandt andet med hjælp fra boligforeningerne og anvisningsretten. Det viser, at de tiltag, vi har sat i gang, virker, og det betyder, at vi lige nu kun har 35 flygtninge i midlertidig boligplacering og altså godt 110, der allerede har fået permanent bolig,” siger han.
Kolding Kommune skal inden marts 2016 i alt tage imod 215 flygtninge. Man mangler stadig 70, og det betyder, at Landerupgård formentlig igen kommer i spil i starten af det nye år.
“Vi venter på, at Udlændingestyrelsen melder ud, hvornår vi får den resterende del af kvoten. Vi er klar til at rykke ud på Landerupgård, når behovet opstår”.
Næste år forventes Kolding Kommune at skulle tage imod 196 flygtninge.