Fortsæt til indhold

Energitårnet - også en lysende succes

Bestyrelsen for KARA/NOVEREN har netop godkendt det endelige byggeregnskab for Energitårnet. Konklusionen er, at pengene passer, og at tidsplanen holdt.

Samfund
Arkiv

ENERGI På bestyrelsesmødet den 18. september 2015 blev det endelige byggeregnskab for Energitårnet godkendt.
Bestyrelsen udtrykte stor tilfredshed med, at både de tidsmæssige og økonomiske rammer blev overholdt i forbindelse med projektet.
- Som bestyrelsesformand er det en stor fornøjelse at kunne konstatere, at vi med et anlægsbudget på 1,3 milliard kr. har haft et mindreforbrug på ca. 10 mio. kr., siger bestyrelsesformand og borgmester i Solrød Kommune, Niels Hörup.
- Jeg vil gerne rette en stor tak til samtlige medarbejdere i KARA/NOVEREN, som alle har bidraget til, at Energitårnet er blevet en succes – og ikke mindst til projektledelsen og hele projektorganisationen, som har udført et udsædvanligt flot og imponerende arbejde.
Også direktør Thorkil Jørgensen er med rette stolt af medarbejderne, projektstyringen og det flotte resultat.
- Alle har bidraget på hver deres måde til, at projektet har kunnet gennemføres til topkarakter, siger direktøren, og fortsætter:
- og ikke mindst er jeg også glad for, at projektet overholdt tidsplanen, så vi hurtigt har kunnet påbegynde produktionen - og samtidig med at vi havde et rekordlavt antal arbejdsulykker i byggeperioden, sammenlignet med andre tilsvarende store byggeprojekter.
Med Energitårnet har KARA/NOVERENs 9 ejerkommuner nu fået et topmoderne kraftvarmeværk, som udnytter hele 95 % af energien i affaldet. Med realiseringen af Energitårnet kan det samlede kraftvarmeværk nu levere grøn el til omkring 65.000 husstande, og grøn varme til 40.000 husstande.
- Energitårnet er ”state of the art”-teknologi indenfor kraftvarmeproduktion, fortæller Niels Hörup.
- Med Energitårnet er vi med til at sikre en mere CO2-neutral energiproduktion. Den mængde affald vi kan energiudnytte, erstatter omkring 125.000 tons kul årligt. Dermed er Energitårnet en vigtig brik, når vi taler om at udfase de fossile brændstoffer, og det medvirker i høj grad til at forbedre klimaet.
Hele byggeprojektet er dokumenteret i film og billeder på www.energitaarnet.com. Her kan man uge for uge følge projektets faser både fra jorden og fra luften – afsluttende med en stor reception den 2. september 2014, hvor HKH Kronprins Frederik foretog den formelle indvielse af Energitårnet.
sl