Fortsæt til indhold

Wagner klæder dommerne på til rejsen

Samarbejde mellem Wagner, Sport 24 og Nybolig Erhverv

Samfund
Anette Bonde

Wagner i Auning har indgået en aftale om at levere rejsetøj til 11 dommerpar fra det Jysk/Fynske område, der afvikler kampe i 1. og 2. division og U18 Liga. Med i aftalen er Jydsk og Fyens Håndbold Forbunds Dommerudvalg, Sport 24 kæden og Nybolig Erhverv Aarhus.
Aftalen er netop trådt i kraft og udløber midt i 2018. Wagner leverer rejsetøj til dommerne i form af jakker, skjorter og bukser.
Ronnie Bruun, indehaver af Wagner sammen med Sebastian Brix, fortæller, at de kan se en god synergi i Wagners tøj og den målgruppe, dommerne kommer ud til.
“Der er en rød tråd mellem de ting. Det er lige den aldersgruppe, vi henvender os til.”

Bedømmes også uden for banen

Michael Mikkelsen fra håndboldforbundets dommerudvalg er glad for samarbejdet.
“Wagner sørger for, at vi er klædt ordentligt på, når vi dømmer håndbold rundt om i landet. Som dommer bliver man ikke kun bedømt på, hvordan man fløjter indenfor stregerne. Hele ens optræden før, under og efter en håndboldkamp er en del af den opgave, vi skal løse. Vi kan simpelthen levere en mere professionel indsats til gavn for alle, og det kan vi blandt andet takket være denne sponsoraftale med Wagner”.