Fortsæt til indhold

Overraskede kræftsyg pige med nyt prinsesse-værelse

Fem et halvt-årige Semanur Sahin fra Brabrand fik sit ønske om et nyt prinsesseværelse opfyldt i fredags

Samfund
Christina S. Johansen

“Wooow, hvor er det sejt! Jeg havde slet ikke regnet med så flot et værelse!” Udbrød Semanur Sahin på fem et halvt år, da hun i fredags blev overrasket i sit hjem i Brabrand med et nyt prinsesseværelse lavet af Make-A-Wish Ønskefonden.
Op til overraskelsen var Semanur indlagt i ti dage for at få immunterapi for kræftsygdommen neuroblastom. Imens kunne Rikke Holdsbjerg og Marlene Engelbreth Madsen fra Make-A-Wish Ønskefonden male værelset og samle lyserøde møbler til den store guldmedalje.

En helt ny begyndelse

Make-A-Wish Ønskefonden opfylder alvorligt syge børns højeste ønsker, og for Semanur er prinsesser det helt store hit lige nu - derfor ønskede hun sig et rigtigt piget værelse, så det fik hun.
Det var også tiltrængt, fortæller Samanurs mor. I frustration over sin sygdom havde den lille pige nemlig hærget værelset og tegnet på vægge og møbler.
“Hun snakkede hele tiden om et nyt værelse, men hele vores hverdag har været fyldt op af kræftsygdommen i knap halvandet år, så vi har ikke haft overskuddet til det - vi er helt udkørte. Derfor er det rigtig rart, at Make-A-Wish Ønskefonden har hjulpet os. Og så er det en rigtig god timing, da hun nu har afsluttet sin behandling - det er en ny begyndelse,” fortæller Semanurs mor.

Med søster ved sin side gik Semanur Sahin ind i sit lyserøde prinsesseværelse.

Elsker at klæde sig ud

At værelset faldt i god jord var der absolut ingen tvivl om. En ny prinsessekjole plus diadem, sponsoreret af Fætter BR, kom hurtigt på, og døren til værelset blev hurtigt lukket med ordene:
“Vi leger!”
Det viste sig at være en omgang 'Rødhætte og ulven', som Semanur samt fætter og kusine havde gang i.
Den lille fem et halvt-årige pige elsker at klæde sig ud og være fin - specielt efter hun mistede håret i kemoterapien, blev det vigtigt for hende at se pæn ud.
Og pæn var hun i hvert fald med diademet i det korte, krøllede hår, og pænt er det lyserøde værelse.
“Jeg synes, at sengen er det bedste, fordi den er smuk med den her dug (sengehimmel red.), og så ligger man godt, og lampen her er også smuk,” lød det fra Samanur Sahin.

Det hele blev lidt overvældende, så Semanur Sahin puttede sig ind til sin søster.
“Hey, det er mig, da jeg var lille,” udbrød Semanur Sahin, da hun fik øje på billedrammerne på væggen.